At grave sig dybt ned til tingenes aller inderste væsen. Jeg er nysgerrig på det. Jeg har en stærk dragning mod det, og jeg ved, at jeg gør det i mange sammenhænge, men jeg ved også, at jeg ligeså tit flygter. Skynder mig. Zapper til noget andet. Undgår det der gør ondt.
Jeg ligger og kigger ud af vinduet. Skyerne drager viljestærkt over os. Der er meget vind i disse dage. Der har været meget vind i det hele taget.
Jeg er optaget af, at jeg kan ligge på sofaen og lave absolut ingenting i dagevis. Og når jeg rejser mig, opdager jeg, at intet er det samme. Indeni har vinden raseret og omplaceret alt muligt. Jeg har ikke lavet ingenting. Jeg har trængt dybt ind, på en måde jeg ikke kan beskrive. Jeg smelter ind i sofaens aller inderste væsen. Den favner mig. Jeg bevæger mig. Noget i mig bevæger os. celler, fibre, stof og kød.
Vindens vilde bugseren med skyer. Noget indeni mig bugseres.
Jeg tænker på, om der overhovedet findes et allerinderst, der er ubevæget.