Rummets Stemme -en trilogi om RUM

Rummets Stemme er tre musik-udgivelser bestående af:

EneRum (2017)

To i Rummet (2021)

TRÆ (2025)

Du kan høre musikken på din streamingtjeneste.

Jeg har samlet tekster og refleksioner om processen i hæftet Rummets Stemme, som du kan købe (50,-) ved at skrive til mig her på siden.


Rummets Stemme
Trilogien om Rum/Rummets Stemme er et værk, som jeg først har forstået omfanget af de senere måneder. Projektet strækker sig over 10 år(!), og viser sig at være tre musikalbum og en udforskende selvudviklende lydvandring med et klart formål:
Hvordan formidler jeg det jeg har på hjerte så ægte, nærværende og fredfyldt som muligt?
Hvordan kan jeg gå fra at være en “kopist” til at være “min egen”.
Hvordan kan jeg få selvværd nok til ikke konstant at læne mig ind i andre mennesker eller samfundsstrukturer?
For… efter at have spillet familiens, vennegruppens, partnerskabets, institutionernes og musik- og teaterbranchens uskrevne regler, gav det mig ikke en følelse af glæde og mening. Jeg turde stadig ikke være helt “mig”.
Jeg husker mig selv sige mange gange i mine 30’ere, at jeg savnede at finde mit helt eget, kreative “Space”.
“Rummet” ramte mig og åbnede mig fuldstændig en eftermiddag i 2014, da jeg med en lurende skilsmisse i kortene trådte ind over dørtærskelen til Stavanger domkirke. Jeg kiggede op i hvælvingerne og følte de væltede mod mig med en sær harmoni, der spontant fik tårerne til at trille ned. Hvad skete der lige?? Jeg tror religiøse stemmer gennem historien ville ha kaldt det for en åbenbaring. For mig var det den dag Rummet begyndte at tale til mig. Og den dag jeg for alvor begyndte at lytte til noget, der er større end mig selv. Hvad det så end er.
Noget blev sat i gang. En impuls, der blev til en lytten. En lytten til sjælen, til intuitionen, til helligånden… eller noget i den dur. Og jeg var alene. Ingen velmenende mennesker omkring, der forsøgte at løse mine issues. Bare mig og det der uforklarlige RUM.
Det blev til en række sange af en ganske anden karakter end mine tidligere. Et tekstunivers, der kredsede om kontakt med noget dybere. Noget med hjertet. Og rummet. Og lyden. Og stilheden.
Udgivelsen blev navngivet EneRum. Mange tanker og symbolikker ligger bag det ord. Og det kan jeg fortælle mere om senere. Jeg indspillede det alene, i Esrum klosters abbedsal. Jeg prøvede at finde og styrke min egen stemme ved at klinge med rummet. Lyden, akustikken og resonansen blev vigtige redskaber i forsøget på at turde stå selv med et musikalsk udtryk.


Nogle år gik hvor jeg troubadurede rundt i landet med min nye baby, havde mine kødelige børn hveranden uge og også havde kærester. Jeg var fuld af energi og gå-på-mod, selvom omverdenen skævede lidt til den knuste familie, der lå bag.
Et næste album pressede sig på. To i Rummet. I skrivende stund synes jeg ikke, at jeg tænkte de store tanker dengang, men der må jo have ligget en numerisk tankegang bag.
To i Rummets sange blev skabt under corona og beskrev en længsel. Efter min lang-distance-kæreste, min moders land Norge, efter mere fred i hjertet. Længsel. Indspilningerne var som vanligt one-takes fra min side som producer Martine Madsen tilføjede instrumenter og færdiggjorde i sit studie. Vi var to om den udgivelse.


Jeg forstår nu at To I Rummet var en undersøgelse af polaritet. Noget som jeg i den grad også oplevede på egen krop, idet jeg valgte ikke at blive vaccineret og oplevede en vanvittig udskamning og kamp om sandheden fra begge lejre, som var skrækkelig.
I de følgende år blev jeg mere og mere tung. Energien fra EneRum syntes fjern. Jeg kunne ikke rigtig mærke “det” længere. Jeg brokkede mig til min kæreste over afstand fysisk og mentalt. Forholdet stoppede. Jeg følte mig alene. Jeg søgte ind på teologi i forsøget på at forstå mere om det (kirke)rum jeg var så fascineret af. Jeg følte mig forkert, for kreativ, for sprælsk og ufokuseret. Hvis jeg bare kunne blive lidt mere fokuseret! Fordybet. Så kunne jeg måske blive præst. I et system med en Gud, der med garanti holder en. Hvis jeg nu bare kunne læse lidt mere, hvis nu ungerne kunne klare sig lidt mere alene mens jeg var ude og spille til det daglige brød… hvis nu bare… Indtil jeg crashede. Det var så tungt. Så mørkt. Så håbløst. Jeg hadede mig selv. Mit udseende, mit åndssvage musikervirke, min person, der ikke kunne matche med noget eller noget. Det var bare… Sort.
Midt i alt det sorte kørte jeg rundt i Norges bjerge og droges mod små tjærelugtende stavkirker af træ. Under kirkegulvet havde folk lagt deres døde spædbørn født udenfor ægteskab. Middelalderens okkulte og vilde trosforvirring dansede gennem rummet. På væggene skimtedes sirlige mønstre, natur, træer og blomsterranker fra paradisets have i sarte, falmede farver. Når jeg sang, var der næsten ingen resonans. Træet slugte lyden.
Jeg spillede en koncert for ca 10 mennesker. Det var skumring. Ingen elektricitet. Mørkt og stille spillede vi lyset frem. Publikum skulle lytte ekstra intenst, men pludselig var lyset der. Blomsterne sprang frodigt frem, der var vand og jord og frø til os alle sammen. Intensiteten i den bevidste lytten, gjorde rummet levende, og vi blev på en måde belivet. Jeg fandt tilbage til rummets kraft. Nu med publikum. I træ-rummet. Blev EneRum over to til en tre-enighed. Afsender, modtager og ….Rummet. 3!!! Træ!!!
Den sidste udgivelse formede sig.

Musik, Mystik & Kærlighed -en Talk

Må jeg præsentere et nyt initiativ:
Fortællinger om musik, mystik og kærlighed
-en Talk med sangerinde og søgende sjæl Sara Grabow
Sara taler om stort og småt fra et rigt og kaotisk musik-liv, der startede i hjemmet som datter af vor folkeskjald Sebastian.
Sara har sunget og skrevet sange i 30 år, optrådt i ind og udland, på små og store scener, men derudover har hun udforsket fællesskab og samhørighedsfølelse med udgangspunkt i det KLANGRUM, som musik skaber. På rejse gennem europa har Sara undersøgt utallige klange med sin klare stemme og fundet guddommelig lyd og mystiske syn på høje bjerge og i dybe huler, i kirker og katedraler, moskeer, kældre, tørrelofter, trappeopgange og i skovens naturlige rum.
Kan lyden blive et redskab til guddommelig kontakt og vejledning? Sara mener, at der er en stærk sammenhæng mellem den særlige lytten, der kan finde rummets “rene tone” og kontakten til noget, der er større end os selv, -og som ved bedre. Hør om den indviklede udviklingsrejse fra mindreværd til selvværd, om knuste hjerter, kærlighed, filosofi, teologi og tankespinderi, om at gi’ slip på det gamle og finde ny magi, om harmoni og kosmos, men også komiske ind og udfald fra et rigt musikliv.
Talken ledsages af udvalgte sange.
Sangerinde, komponist og forfatter Sara Grabow fortæller om sin spirituelle udviklingsrejse med udgangspunkt i erfaringer om lyd og klangens særlige univers.

Sidste album i trilogien: TRÆ

TRÆ er den musikalske undersøgelse af tre-heder og træ-rum. Her undersøger jeg hvad klangen i tre forskellige træ-rum, gør ved udførelsen af de sange, som jeg har skrevet i årene op til.

Udgivelsen  udforsker tre forskellige klangrum. Søbygaard på Ærø, Sundby Kirke på Amager og Boesdal Kalkbrud på Stevns.

På albummet arbejder jeg med tre hold i de tre forskellige rum;
Salen på Søbygaard, Ærø: Sara Grabow (vok, gui), Flemming Hinnerskov(teknik), Skye Løfvander(teknik)
Sundby Kirke: Sara Grabow (vok, gui), Steffen Nordenstam (gui, teknik), Andreas Käehne (gui, teknik)
Boesdal Kalkbrud, Pyramiden: Sara Grabow (vok), Uffe Jonas (vok), Vera Rahbek (vok)
Tekst og Musik: Sara Grabow
Tekst: Jeg ville give dig mit løfte er uddrag af digtet med samme navn af Caroline Albertine Minor
Tekst: Lys, er en islamisk morgenbøn
Mix: Steffen Nordenstam
Master: Hans Olsson
Jeg indspiller live og onetakes. Kernen er stemmen og den akkompagnerende guitar. På tre af sangene er der tre guitarer hvoraf to spilles af Andreas Käehne og Steffen Nordenstam. Musikerne har ikke haft forberedelsestid. Musikken bliver til i nuet og har som mål at være lyttende på flere planer; musikerne imellem, sangens iboende ønske og rumklangens præg på momentet.
Det sidste track på udgivelsen er en improvisation, som bærer sin egen historie.
Indspillet med kunstner/filosof-parret Uffe Jonas og Vera Rahbek dagen før at taget blev fjernet og Boesdal Kalkruins pyramide aldrig igen ville få sin smukke klang. En iPhone på jorden. Her og nu. 5 minutter i lukketid.
Sangene på TRÆ
Jeg skriver i mit vanlige, sarte singer-songwriter univers, der har til formål at berolige krop og sind med eftertænksom tekst og harmonisk melodik.
På udgivelsen fletter betragtninger om de store spørgsmål i livet sig sammen med hverdagssituationer, og det er et gennemgående tema, at jeg finder balancen mellem drøm, universets gåder og dagligdag vanskelig.
  1. Smukke, Sukke, Krukke –er en sang, der handler om uforeneligheden mellem digterpoesien og hverdagsrelationen. Digtersjælens muse står i døren med armene over kors og ryster på hovedet over kærestens manglende nærvær og evige poetisering om det hinsides.
  1. Jeg ville give dig mit løfte –Caroline Albertine Minors smukke tekst om at kunne give sit ultimative JA i en kirke af vandklar lyd. At en kirke ikke nødvendigvis behøver være af sten og indenfor en bestemt religiøs retning. “Luft og fornemmelser” på et sprog vi kan forstå på tværs af alle grænser, kan være den nye kirke, vi alle længes efter.
  1. Knuste Hjerte –knuste hjerte er mit dybe hjertesuk over brudte kæresterelationer.
Et hjerte kan knuses igen og igen. Det er ok. Det er ikke det farlige. Det farlige er når hjertet lukker sig som en østers. Her hylder jeg den visdom der kan opnåes efter brud og synger håbet frem om at hjertet må forblive åbent -igen og igen.
  1. Stille, intet gøre –En tekst inspireret af Tarotkortet 8 mønter, der i Crowley/Ziegler tekstbogen foreslår at meditere på den kendte Zen-sentens:
Sidde stille, intet gøre, foråret kommer, og græsset vokser af sig selv
  1. Størst af alt –De korte vers-linjer er historiske nedslag, øjeblikke, der har med relationen mellem mand og kvinde at gøre. En slavekvinde danser for sin herre, en anden sendes på bålet for øjnene af soldaten hendes hemmelige elsker, og til sidst et par i moderne tid, hvor kvinden lader sin vrede gå ud over manden på underforståede måder.
  1. Lys -en islamisk morgenbøn, med en ordlyd, der minder meget om en keltisk kristen bøn. Måske er forskellen ikke så stor. Når alt kommer til alt, ønsker vi alle fred og lys.
  2. Improvisation Boesdal Kalkbrud -En improvisation i det store, pyramideformede, klangfulde rum, der igennem tiden har været brugt til at opbevare kalk. Dagen efter ville en renovation af bygningen fjerne taget. Sara Grabow, Uffe Jonas, Vera Rahbek. En iphone på gulvet. Det regnede. Lyde af børn og fugle. Et sunget farvel til en særlig lyd.

Inderst Inde

At grave sig dybt ned til tingenes aller inderste væsen. Jeg er nysgerrig på det. Jeg har en stærk dragning mod det, og jeg ved, at jeg gør det i mange sammenhænge, men jeg ved også, at jeg ligeså tit flygter. Skynder mig. Zapper til noget andet. Undgår det der gør ondt.

Jeg ligger og kigger ud af vinduet. Skyerne drager viljestærkt over os. Der er meget vind i disse dage. Der har været meget vind i det hele taget.

Jeg er optaget af, at jeg kan ligge på sofaen og lave absolut ingenting i dagevis. Og når jeg rejser mig, opdager jeg, at intet er det samme. Indeni har vinden raseret og omplaceret alt muligt. Jeg har ikke lavet ingenting. Jeg har trængt dybt ind, på en måde jeg ikke kan beskrive. Jeg smelter ind i sofaens aller inderste væsen. Den favner mig. Jeg bevæger mig. Noget i mig bevæger os. celler, fibre, stof og kød.

Vindens vilde bugseren med skyer. Noget indeni mig bugseres.

Jeg tænker på, om der overhovedet findes et allerinderst, der er ubevæget.

At arbejde med △

Så…Jeg arbejder med trekanten. Og med materialet træ. Jeg sang med træet første gang i Uvdal Stavkirke. Den sommer, hvor mit sidste forhold gik i stykker og drømmene for alvor brast. Uvdal stavkirke ligger et sted i Norge (!) I Uvdal nok… Men jeg husker kun at have kørt og kørt gennem bjerge, dale og over Hardangervidda, med en motor, der var ved at sætte ud, og en masse får der blidt måtte puffes væk fra vejen, imens tårerne trillede og tankerne stormede ud og ind af hovedskal og bil. Jeg lod dem storme og kroppen rase og sørge…

Uvdal stavkirke. En lille mørk plet på jorden med en duft af middelalder og tjære og en mærkelig følelse af at blive holdt. En tidlig kristendom, som ikke ville andet end at holde mit fuldstændig gennembankede hjerte. Sort i sort. I kirkens hånd løb noget mørkt fra mit hjerte og spejlede kirkens eget tjæreløb. Organisk -en kirke af træ, der i alt det sorte åndede jord, som jeg kunne falde ned i. Sætte frø.

Jeg sang for en håndfuld mennesker. Lyden slugtes ind i træet. Blev vi alle nærmest spist? Altimens lyden svingede sin sarte bølge, opdagede vi den frodige have komme til syne på alle kirkens vægge. De fineste mønstre. Og vi var de mønstre. Sarte farver spirede frem. Snoede og vred sig på smukkeste livagtige vis. Naturen er vild. Den kan ikke tæmmes. Den bevæger sig. Altid. Som lyden.

Fra EneRum – kontakt til min højere sjæl, mit formål med at være her. Enhed.

Til To i Rummet -kontakten til dig. Polaritet. begær. Jordiskhed

Til Tr△ -at forstå de tre punkter, der skaber et rum. Polariteten vil altid kæmpe, Forsøge at æde modparten. Med det tredje punkt er der noget der udligner, spænder ud og skaber balance.

Jeg har indspillet i pyramideformede trærum. Jeg har indgået i tre-enige relationer og skabt musik. Jeg har tænkt. Jeg har tænkt…

Tænketræet burde udgivelsen næsten hedde! 😃

Jeg ved ikke hvornår den kommer. Jeg ved ingenting. Jeg ved bare, at træet fik mig til at ånde igen…

Frøet i det udslukte hjerte

I kernen af kristendommen er der et frø, der er så potent, at det holder alle de stressede, næsten døde sjæle på det teologiske fakultet i live.
Det er en præstation i sig selv.
“Du skal skrive det mere keeeedeligt”. Min lærer holder hænderne rundt om munden, idet han evaluerer min opgave. Han hvisker det. Hvorfor gør han det?
Ved han godt, at der er brug for nye vinde i den teologiske tankegang?
Ved han godt, at alle de knudrede, men påståede præcise,  fakultetssætninger, der er ved at eksplodere i et kæmpe opkast ud over fælleden, blot er et bevist spil for galleriet? Giver det mening i vor tid med det enorme pensum af ord, hvor maksimalt 10 procent efterfølgende huskes, men hvor det store præstationspres til gengæld tilbyder den studerende en svindende tro på Gud og sig selv som okay i verden? Er teologi-studiet den eneste uddannelse på det københavnske fakultet, der hviler på en politisk dagsorden? Og dermed låst på uforståelige og utilnærmelige måder? Har ånden forladt den synkende skude?
jeg dropper at gå til den eksamen. Jeg kan ikke nå at skrive opgaven om samtidig med, at jeg læser til græsk eksamen, passer mine børn og freelancer musik-jobs til min høje husleje.
Jeg taler med mine unge med-studerende. Alle er meget glade for det store antal af ældre studerende, som de mener bidrager til undervisning og samtaler om liv og tro. De fleste er pressede over eksamen. Jeg overvejer hvorfor de er så pressede. De har jo al tiden og SU’en til at studere. Langt de fleste scorer høje karakterer og alligevel er de lig-blege, stopper med at spise og udredes i flæng for at få medicin til at klare presset.
Jeg taler med de ældre studerende. Vi taler om tros-oplevelser. Om ønsket om at beskæftige sig med noget meningsfuldt. Det der er større.
Vi føler os pressede over det nyindførte tidsrul uddannelsen skal gennemføres på.
Vi forsøger desperate at gennemskue de næste 6-10 år og de lægeerklæringer og dispensationer, der skal til for overhovedet at turde tænke på sig selv som færdiguddannet præst. Og det velvidende, at mange ikke føler sig reelt klædt på til præstegerningen.
Vi taler om kroppen, der bliver glemt, passionen og de mirakler det hele bygger på, som åbenbart kun er plausible, fordi de ligger 2000 år tilbage i tiden.
 Troens mirakel, der gør os til ægte kristne af hjertet. Det der gør at vi løfter blikket mod næsten, og ser ham/hende. Med kærlighed og med overskud.
Tid til en samtale.
Efter sigende skulle der findes et bederum på fakultetet, men ingen ved hvor det er. Kærlighedens mirakel er åbenbart udskudt til efter lidelsen. Efter overstået eksamen. Indtil angsten for næste semesters overload alligevel ødelægger ferien.
Jeg tænker på Mikkel, den højtgrinende og buldrende basse, der rundhåndet fortalte om sine gudsoplevelser. Han stoppede efter 2 semester.
Jeg er musiker, der synger mit hjertes sange. Men jeg bliver stærkt berørt af det kristne budskabs essens, og jeg elsker det frø, som teologien har sået. Jeg håber mit hjerte ikke visner omkring det frø, men kan føle sig belivet og vandet undervejs i processen med at studere det, der skal til for at få en titel som præst(inde), der kan lede et guddommeligt, kristent ritual.
Jeg er ikke sikker på, at det vil lykkes.

EneRum til Fælles

EneRum til Fælles
-et sommerophold i Norge, 16-21 juli 2024
Jeg har lyst til at dele et af mine yndlingssteder med jer. Ved foden af Norefjell med udsigt over fjorden ligger Søndre Green, hvor jeg er kommet siden min barndom. Stedet har udviklet sig til et udlejested for kunstneriske sjæle, og jeg har brugt det til at finde ro og inspiration i kreative processer.
Jeg udbyder et Sommerophold, som har til formål at skabe RUM for dig. Her vil være dejlig mad, morgenyoga og afteninspiration (foredrag, koncert, fællessang) og ellers er der bare RUM. Til tankerne. Til vandreture. Til at bade, fiske, plukke blomster eller urter. Til at skrive, tegne eller spille musik. Til bare at være…
Gården tilbyder et væld af muligheder. Bøger fordelt på biblioteker i de forskellige huse, inspirerende rum som kunstsalen og “sommerfjøset” og den tilhørende ø’s nye “skrivestue” (man kan bare svømme eller ro derud!). Og ellers er Hovedhuset, som vi skal bo i en oplevelse og inspiration i sig selv. Alt er nænsomt istandsat med tanke på den norske kultur-historie samt kunstværker fra hele verden.
Med mig har jeg Yoga-instruktør og madskribent Cecilie Sofie Svensson, som står for mad og morgen-yoga.
Pris 5500,-
for ophold, mad, yoga og inspirerende aftenstunder
medbring linned eller lej for 200,-
Mulighed for ene-rum eller fællesrum
Transport:
Kør i bil (9 timer fra Kbh) eller tag flyet til Gardermoen og bus til Hønefoss (hvor I hentes).
Tilmelding til ma**@sa********.dk
Vi har 8 pladser. Depositum for at sikre sig plads: 1500,-

Sange for Fred – finder vej

Kære venner,

Den første sange for fred er nu afholdt, og det blev en virkelig fin stund, hvor der i mellem mine sange også blev plads til gæsternes egne tanker omkring krig, fred og musikkens indvirken. Sammen sang vi bl.a. Kringsatt av fiender, og den lille stue i Annisse blev et symbol på hvad vi kan, når vi stemmer i -sammen.

Her er datoerne på de næste (stue)koncerter.

30/1 17:00 Roskilde -muligvis et par pladser

2/2 19:00 Århus -ledige pladser www.shamanworks.org

3/2 14:00Tønder -lukket for tilmelding

18/2 14:00 København -minikoncert & meditation (insta: lisasmeditation)

24/2 16:00 Jelling -muligvis ledige pladser

25/2 16:00 København -museet MAMO -ledige pladser

15/3 16:00 Horsens -ledige pladser (find arr.: notfaraway)

15/3 19:00 Fjaltring -ledige pladser (find arr.: notfaraway)

Skriv til mig hvis I lurer på noget, og jeg skal skabe kontakt til en vært.

På fredag drager jeg til Sostrup Slot med Mia Guldhammer. Vi har fået et skriveophold der,  og skal fordybe os i Mariasange fra middelalderen.

Ha’ det godt derude♥

At være som musik…

Fejlagtigt har jeg troet, at jeg skulle finde mig en musiker-kæreste. Ræsonnementet var således dengang: Musik er noget af den fornemste kunst, der findes. Musik kombinerer fornemmelse for rytme med rum, træner sensibilitet og lydhørhed, leger med forskellige bevidsthedsplaner så let som ingenting, sanser og beruser, beroliger og beliver.

Ergo: Musikalske mennesker måtte være tættere på en eller anden form for sandhed, besidde en visdom, som var rar og givende for mennesker omkring…

Jeg har beskæftiget mig med musikalske mennesker i 44 år. Og jeg har haft den til tider grusomme (mis)fornøjelse at være i rum med musikalske mig lige så længe. Og nu tror jeg endelig tiøren er faldet: Hvor rigtig ovenstående beskrivelse af musikkens egenskaber end er, synes det ikke nødvendigvis synonymt med mennesket hvori den har taget bolig.

De mest musikalske mennesker kan være grådige og grimme, udspekulerede og egenkærlige. Præcis som alle andre.

Musikken er til inspiration. Ligesom alle andre kreative beskæftigelser mennesket kan udføre. Den harmonisøgende kreativitet, der i al sin vildskab lærer mennesket at give slip og have tillid. 

Så jeg tænker… Den fornemme opgave er at tage denne smukke kundskab og anden lignende kreativitet, af eget eller andres talent og lære af den. Lære at være menneske. At være til. På en harmonisk, tillidsfuld og ikke klæbende måde. At have musikken i blodet så at sige har intet med denne på alle måder overordnede vigtigste kundskab at gøre; Det at kunne omsætte de kreative kilders inspiration til ægte nærvær, ansvarlighed og kærlig (med)menneskelighed. Se DET er noget en kæreste gerne må besidde…(og de fleste er vel nogens kæreste før eller siden).

Sophia & Regnvejrsdyret!

I disse dage er sangene fra min børnebog Sophia & Regnvejrsdyret kommet op på youtube. Her kan du se teksterne scrolle henover de flotte regnbuefarver og du kan endda se undertekster på alverdens sprog. En idé hvis man er tilflytter med børn, der skal lære dansk.

Bogen udkommer 22 sept, hvor vi fejrer udgivelsen med en fortælle-koncert på Gentofte Hovedbibliotek kl 16:00.

Det er som vanlig Martine Madsen, som har indspillet og spillet med på sangene. Hun kommer også med ud live og idéen er at lave lydcollager ind i mellem sangene, hvor jeg også læser op fra bogen.

Jeg håber vi ses derude, og at I vil anbefale fortællekoncerten, hvor I ser det muligt.

En lille, men faktisk stor faktor ved udgivelsen er, at det er min datter Maia Pil på 10, der har farvelagt tegninger og lavet baggrunde. (Det er mig der har tegnet). Hun synes selvfølgelig bare, det er mægtig pinligt alt hvad mor laver, så derfor er hun ikke mere featured. Hun og veninderne har et yndlingsord for tiden: AKAVET!!!! Ja… så er det godt at Sophia er skabt til liiiidt yngre børn. Men tak for hjælpen skal hun ha!

Køb bog og sang/malebog her:

https://www.wadskjaerforlag.dk/vare/sophia-regnvejrsdyret-male-sangbog/