Jeg har været i Tyrkiet og spille med duduk-spilleren Canberk Ulas. Det er fantastisk at mærke hvordan musik kan være den bedste kommunikation. Vi har en umiddelbar forståelse og indlevelse i hinandens musikalske univers. Det griber mig virkelig om hjertet at høre Canberk spille, og det er ikke uden grund. Instrumentet er blevet kaldt for “Guds Stemme”!. Vi har fundet hinanden på Instagram(!) og indleder nu et samarbejde, hvor vi vil spille koncerter i Tyrkiet og Danmark -i første omgang:).
Vores debutkoncert blev en ordentlig mundfuld. Vi skulle spille på det mørkelagte spillested Karanlik Isla, som inviterer publikum og musikere ind i et totalt mørke, hjulpet på plads af blinde medarbejdere. Forvirringen var total, da jeg ikke kunne huske sæt-listen og aftaler om bevægelsesruter druknede i et virvar af tyrkisk og “slow english”. Ha ha. Ja, så har man prøvet det! Men der var smukke og fantastiske momenter, og det er uden tvivl, at mørket kan give noget helt særligt til musikken!
Derudover blev jeg inviteret med til Canberk og Apostolus Sideris duo-koncert i Seferihisar/Izmir. Jeg fik lov at bidrage med 4 sange, og det blev en dejlig aften med glade publikummer. Jeg fik en forsmag på Tyrkiets smukke kystlinje ved Ægæerhavet og en rundtur i den gamle Græske by Teos med Dionysos tempel og politiske arenaer fra 200 BC.
Det er blevet oplagt at spille sange, der springer fra vores tidlige kulturelle rødder. Anatolske folkesange og danske ballader som Der står en Lind har fået et nyt liv. Det handler vel om at finde ud af, at vi ikke er så forskellige endda! Går du langt tilbage finder vi mange fællestræk i rytme og melodi. Det er dog stadig en gave at lære af hinandens forskellighed. Den skandinaviske enkelhed blandes med tyrkisk/østlig kompleksitet og mystik. Jeg føler mig meget taknemmelig over inspirationen!
2018 bliver umiddelbart et begivenhedsrigt år med mange nye tiltag. Men som det altid er med mig og mit virke, kan de såmænd alle nå at falde til jorden igen, før jeg har set mig om. I skal dog ikke snydes for nogle af planerne og intentionerne. De er mange!
EneRum -Koncerterne fortsætter, og jeg glæder mig til at besøge bl.a. Buddinge, Jyderup og Bellahøj kirker i foråret. Til april arrangerer den spirituelle forening Arci Iris koncert i Vitskøl Kloster i nordjylland. Jeg glæder mig over de mange tilbagemeldinger jeg får fra folk, der bruger musikken til meditation og afspænding. www.EneRum.dk
Lydvandring – Lydvandring er et helt nyt koncept, som jeg ser meget frem til at komme i gang med. Jeg har altid haft interessen for rum, og her vil jeg gå på opdagelse sammen med en publikumsgruppe, hvor vi vil udforske slotte, kirker, rådhuse m.m. Altså særlige bygninger, der undersøges med udgangspunkt i lyd. Vi synger sammen, og der vil være solo-sang fra mig. Klangen er i fokus, men jeg fortæller også anekdoter om rummenes historier, og vi vil tale sammen om det vi oplever. Lydvandring kan også foregå ude i naturen. Jeg vender tilbage med mere info…
Sara Grabow og Canberk Ulas – Tyrkiske Canberk Ulas og jeg fandt hinanden på de sociale medier. Han spiller på det gamle armenske fløjteinstrument duduk, og jeg blev med det samme meget tiltrukket af lyden. Vi blev hurtigt enige om at lave et samarbejde, og vi havde koncerter i kalenderen, endnu før vi overhovedet havde mødt hinanden! Canberks musikalitet og dudukens særlige lyd er helt i tråd med mit musikalske hjerte,- hvad vi da også senere har fået bekræftet! Planerne er store, men vi starter med en koncert i Istanbul og forhåbentlig albumindspilning senere på året! www.canberkulas.com
Fortællinger om Lyd & Rum –er ensamling tekster af magiskrealistisk karakter, der rummer fortællinger på tværs af tid og rum. Jeg er så småt gået i gang med at skrive -det hele ligger inde i hovedet, -nu skal det bare ud!
Sorte Sara & Musikbjerget – Er en børnefortælling jeg har skrevet, der handler om den tungsindige barnefigur Sara, som finder sin egen vej ud af mørket ved hjælp af sin nysgerrighed og sin bedste ven Regnvejrsdyret. I denne fortælling finder de musikbjerget, der med magiske huler og sale klinger af alskens musik, der taler til hele Saras sansende krop. Jeg mangler at finde et endeligt udtryk, om det skal være en bog, lydbog, lydvandring for børn eller teater. Men det vil vise sig!
Sangskatten –Min pigetrio, der efterhånden har eksisteret i 5 år vil i år indsynge nyt materiale og forsøgsvis selv komponere nyt. Sikkert er det dog, at de gamle viser og sange er med os og vi fortsat vil spille op til at bevæge hjerter i land og by.https://sangskatten.wordpress.com
The Haiku Project –Nebula, Henrik Hytteballe og mit album fra 2017 har fået mange roser fra udenlandske anmeldere. I 2018 vil vi forsøge at lave en el flere events hvor Nebula bliver afspillet. Måske det blir som en lydvandring et helt særligt sted!!! http://haikumusic.dk
Derudover pønser jeg og min kære gamle fader på noget, som er meget hemmeligt! Men I kan glæde jer.
Vi ses!!
Herunder en indspilning fra Canberk Ulas og mit første musikalske møde i Østerlars Kirke på Bornholm
Se denne skønne hjemmevideo fra før det blev fuldstændig almindeligt at lave videoer derhjemme… Min kære eks-mand svinger bassen og alvorsmunden 🙂 Jeg svinger casio-keyboard og kinderødt! Sammen spiller vi den evigt-aktuelle 80’ernes Boheme af min far:
Engang troede du, du kunne blive fri for andres virkelighed
Og køre karrieren uden at fejle
Angsten æder sjælene og du får ingen ro og fred
Du er så fuld af splinter fra de knuste spejle
Nu går du bare
Frem og tilbage
Ude og inde
Uro i kroppen, længsel i sindet
Pludselig væk igen, for 80’ernes boheme, bohemer
Har kun sig selv og sit vanvid
Sharon fra den amerikanske blog The Nightfly har lavet et interview med mig på engelsk. Hun insisterer på at musikkens budskab trænger igennem, selvom man ikke forstår dansk -megafedt!
Jeg skal konkurrere med min far, som udgiver “Sange til Drømmescenariet” i dag. Jeg medvirker på et par sange: Ih du milde Maja og Sangen om Barmhjertighed -og det er jo dejligt!!:)
Men vigtigere for mig er The Haiku Projects “Nebula”, som også udkommer i dag! “Nebula” er musiker Henrik Hytteballes og mit forsøg på at lave musik til menneskesjælen med udgangspunkt i de grundelementer vores verden er skabt af. Vi ønsker at vække sanserne og kroppen til en forståelse af at vi er skabt af de samme elementer og dermed styrke lysten til at passe bedre på hinanden -mennesker og jord. Henrik har skabt musikken -Jeg har sunget og improviseret melodi og tekster frem.
Prøv også “Nebula” til dans og fantasti-rejser gennem stuen. Jeg har gode erfaringer herfra med mine unger!
EneRum blev for mig ikke blot en udgivelse med nogle sange, men en helt ny måde at tænke og virke på. Det er helt tydeligt for mig, at jeg kan klare mig uden en kommerciel og pengefokuseret branche, og jeg kan dermed fastholde at spille præcis de koncerter jeg vil, og på den måde jeg ønsker det. Det er den fedeste fornemmelse, og jeg er så glad for, at der er folk derude, der ønsker at høre mit budskab om hvad musik og legen med lyd, klang og stilhed har gjort af mirakler for mig.
Jeg føler en KÆMPE taknemmelighed over at have spillet så mange og så forskellige steder. Jeg har fået en masse erfaring og ønsker bare at få endnu mere og gå endnu mere i dybden med at undersøge koncertrummet. Jeg synes feltet omkring den aleneoplevelse man har, der smelter sammen med en fællesoplevelse er sindssygt spændende! Tak for et væld af smukke møder. Tak til alle de, der var med til at gøre det muligt!
Et udpluk -Fra Frimurerlogen til afmagnetiserings-stationens loft!
Mit dogme om at spille helt akustisk gav mig en kende røde ører, da jeg skulle spille for 150 frimurere i Randers. Før mig var der et foredrag. Det var fuldt mic’et op, men der var problemer med lyden. Feed og støj prægede ordene og flere af de ganske grå, høreapparatsbetjente toppe protesterede mod det de troede var mangel på lyd. “Højere!!”.
En anspændthed spredte sig i rummet. Det blev min tur. Jeg holdt vejret for rummet, idet jeg besluttede at være stille en stund. Alle skærpede opmærksomheden. Jeg forklarede, at jeg ønskede at lade rummet tale sit eget ærlige sprog. Ingen filtre i form af forstærkning. Bare lyden, som den er.
Jeg spillede og fortalte. Man kunne høre selv en knappenål falde til jorden. Roen bredte sig. De lyttede. De accepterede. De tog det ind. Bagefter sagde nogle: “Utroligt som din stemme voksede igennem rummet. Så fin og alligevel så kraftfuld”. Jeg kunne ikke få armene ned. Det her var beviset. Det er muligt at få selv de døve til at høre!
Kirkerne har en særlig plads i mit hjerte og jeg fik i den grad udforsket et særligt rum, da jeg spillede i Maria Hjerte Kirke på Sostrup Slot. Halvdelen af kirken har fladt loft, den anden halvdel har stor højde op til hvælvinger. Klangen rigtig lang. Der er der en kæmpe lyttemæssig forskel på at sidde på kirkebænkene under halvtaget og dem i det åbne rum. Jeg bevægede mig rundt til forskellige stationer i kirken, men efter nogle sange fik jeg også publikum til at flytte sig fra de bageste sæder frem til det store klangrum. Forskellen var stor fortalte folk bagefter. Under halvtaget blev det intimt og guitaren fremstod klarere. I det åbne rum fungerede stemmen bedst med lange strofer, som til gengæld blev himmelåbnende smukke (blev der sagt:-)).
En gammel drøm om at spille under jazz-festivalen blev opfyldt, da jeg spillede til Teaterøens stemme-festival. Det foregik på en afmagnetiseringsstation, som ligger alleryderst på Refshaleøen. Noget med skibe, der i gamle dage skulle afmagnetiseres(!?) En smuk gammel træbygning, med flere sale og rum. Jeg havde fået tildelt loftet til min koncert. Jeg synes loftet appellerede til det hemmelighedsfulde og derfor blev det en slags okkult koncert, hvor folk undervejs kunne vælge sig et Tarot-kort. Klap imellem numrene var bandlyst. De tørre, sauna-agtige træ-vægge gav en intens og varm stemning. Vinden hylede i vinduerne, det var så varmt at de blev nødt til at være åbne. Alle tog et Tarot-kort undervejs, gik musestille, en efter en, i de klapløse pauser mellem sangene, og der blev en skøn leben efter koncerten, hvor folk forsøgte at tyde kortene!
Det er som om 70’ernes musik er blevet populær i reklamebranchen. Jeg er i hvert fald blevet spurgt om at indspille min fars gamle sang “Her er en sang” fra Ulvehøjen, til en reklame om fælleskabsfølelse og omsorg i det offentlige. Den skulle gerne ha et lidt moderniseret udtryk, og jeg ser det som en mulighed til at lege lidt med elektronika-musiker Weronika Andersen… Vi har indspillet grundspor i Weronikas mors sommerhus. Vi er stadig i gang med at finpudse -det blir spændende at se/høre resultatet…
Da jeg forleden besøgte Bjarke Falgren i hans skønne hjem lidt uden for næstved, blev jeg beriget med denne video. Det var egentlig kun meningen vi skulle sludre lidt om musik og det ærlige udtryk, men pludselig siger Bjarke. “lad os gå ind og spille fra hoften og se hvad der kommer ud”. Det gjorde vi. Vi indspillede “En Bekendt” -en sang jeg har lavet til en tekst fra Ruth Østergaard Poulsens bønnebog. Ruth er hospitalspræst i Aalborg og er vant til at formulere bønner med og for folk i den sidste tid.
(Herover en version af den ene af de to sange jeg skrev ud fra Sannes tekster. “Ind og ud af verdener” var den første og den passede ikke helt i stilen til EneRums projektet. Den findes altså kun her)
“Jeg havde aldrig følt det mere meningsfyldt at stå med den guitar”
Kære Sanne, du er her ikke længere, men jeg tænker tit på dig, og det jeg lærte af dig. Jeg tænker på det med ærligheden, som du stod så klart og tydeligt for, og jeg prøver at bære det videre i musikken. Jeg fortæller din historie og spiller sangen “Stilhed”, som er inspireret af din tekst. Folk blir rørt, blanke øjne og tårer der triller, som da vi lavede vores koncertforedrag. Jeg skal skrive en artikel om vores møde til et norsk blad, der hedder Omsorg. De har en eller anden tilknytning til palliative team, som jeg ikke helt forstår endnu. Jeg kan huske, da du snakkede om palliative team, og jeg forestillede mig en udrykningsenhed a la rejseholdet; En stor lastbil med kontor, forhørslokaler og sekretærer indeni, der kører rundt for at redde de døende. Eller ikke “redde”, for det forstod jeg; Det er for dem, der virkelig er ved at dø af deres sygdom. Forsøget på at få den rest liv, der er tilbage til at blive så kvalitets-rig som mulig. Smuk, om muligt. Alle i palliative team og i sygehusvæsenet elskede dig og Dan og jeres 3 små børn, fordi I ville tale, og fordi I tog ansvar. Men tilbage til vores møde…og til artiklen…
Tiden har sine egne baner
Sit eget tempo sin egen substans
Det er ikke til at fatte
(Fra sangen Ind og ud af verdener, teksten er fra Sannes dagbog)
Jeg fik en lidt besynderlig opringning. En veninde til kræftsyge Sanne forespurgte på en koncert til en afskedsfest. En fest, hvor Sanne skulle sige ordentligt farvel til sine nærmeste og hylde livet. Sanne ønskede sig musik til festen, og hun havde tidligere hørt mig spille min fars (Sebastian) sange. Det var “musik for sjælen”, sagde hun. Jeg kan huske hende fra koncerten dengang. Hun og en veninde købte en CD og takkede for oplevelsen. Jeg husker, at hun havde et særligt liv i sine øjne og et tørklæde om hovedet.
Opringningen kom på et kritisk tidspunkt. Jeg var lige blevet skilt, og det var lidt problematisk, for min (nu -eks)mand var også min partner i musikken. Men vi tog jobbet. Det føltes vigtigt og tingene blev sat i perspektiv.
Vi blev mødt af en overrumplende og imødekommende Sanne. “Ihhh hvor er det dejligt I ville komme! Ja, det er er selvfølgelig en underlig situation for jer det her, men vi ER så glade for I ville komme” Sanne viste os ind i et backstage, og forklarede, at hun om et øjeblik ville holde en tale, og at hun nok ville komme til at græde, men det var vigtigt for hende, at folk kunne grine og græde, som de ville på denne dag. Hun satte ord på. Hun tog ansvar og gav plads til underligheden og sorgen. Vi spillede, og ordene fik en helt ny betydning. Det var svært at synge tekster som “Jeg trøster mig og tager en flaske til… det føles uhelbredeligt som cancer…” fra min fars sang Linedanser. Nogle græd. Mange var helt stive af sorg. De havde ikke lyst til at fejre livet, som Sanne indbød til. Der var nogle venner, der lavede et trylleshow bagefter. Sanne havde ønsket sig det. Det var forløsende. Sjovt. Der blev grinet. Men også underligt. Trylle, trylle om lidt er du væk, lå som en undertekst, følte jeg. Det var næsten ikke til at bære.
Jeg har glæde, jeg har sorg, jeg har kvalme
Et sekund vil jeg dele, det næste: pak mig væk
Væk fra at mærke
(Fra sangen Ind og ud af verdener)
Jeg tog mod til mig og inviterede Sanne til København nogle måneder senere. Jeg skulle medvirke i en teaterkoncert, og inviterede Sanne og Dan til premieren. “Hvis du nu har det godt…?” Nogle måneder senere hørte jeg fra Sanne igen. Hun og Dan ville gerne komme.
Vi mødtes lidt før på deres hotel. Det var mærkeligt. Sanne virkede ikke rigtig syg. Jeg kunne se nogle lidt mørke render under øjnene, men hun virkede så glad og levende. Og Dan virkede meget fattet. Samtidigt turde de sætte ord på, at det føltes kejtet og fremmed, det her med at leve den sidste tid.
Sanne fortalte, at hun skrev dagbog. At hun havde skrevet under hele forløbet. Om jeg ville læse noget af det? Måske det kunne bruges til musik? Jeg følte mig meget beæret, og takkede med det samme ja.
Sanne sendte nogle tekster på mail. Jeg følte mig ramt af formen. Den mindede så meget om min egen dagbogsform. Måske med det til fælles, at ordene desperat søger efter en mening. Som vilde hunde på jagt efter noget, der kan stille sulten.
Jeg var selv i en livskrise. Udover min skilsmisse handlede det om mit kreative rum, som jeg ikke kunne finde. Jeg turde ikke finde det. Jeg følte mig ikke god nok. Så mange stemmer fra musik og teaterbranchen skræppede konstant i mit øre. “Det er ikke godt nok. Der er ingen, der vil kunne lide det! Du er talentløs!” Jeg prøvede at skrive sange, men det føltes meningsløst, alt blev censureret, og jeg fik aldrig skrevet mere end to linjer.
Med Sannes tekst i hænderne var der noget, der ikke tålte censur. Der var er en reel angst. Angsten for det, ingen tør italesætte; Døden. Ordene turde tale, fordi det blev livsnødvendigt at forstå! Mine mange tanker og mindreværd blev gjort til skamme. Her sad jeg med et talent, som jeg forspildte af angst for andres dom. Der stod Sannes ord så lynende klare, fordi de så gerne ville leve!
Med udgangspunkt i Sannes tekster, kom jeg i gang med at skrive. Jeg fik en dør ind til de store spørgsmål i livet, som jeg ikke selv havde turdet skrive om, for hvad kunne jeg vide om det?
Vi mødtes igen. Det blev til samtaler om de store ting. Om livet og døden. Hvad livet skal indeholde, og hvad der sker efter døden. Men mest af alt om ærlighed. Det at turde sige hvordan man har det. Tale om det skrøbelige.
Sanne fortalte om det splittede liv: hospitalslivet, lægerne, psykologerne på den ene side og dagligdagen på den anden. Børnene, der skulle i institution, madlavning, arbejde til en vis grad. Hun fortalte om den hændelse, der gjorde hele forskellen for hende og Dan.
Hun havde hemmeligholdt et resultat af en prøve, og Dan fandt ud af det af omveje. Han slog benhårdt ned. “Hvis vi skal være i det her sammen, så er vi ærlige. 100 procent. Hele tiden”. Sådan blev det.
Vi holder hinanden i hånden
Vi kører afsted uden at vide hvorhen
Et sted hen for at mærke en ny verden
(Fra sangen Ind og ud af verdener)
Vi besluttede at lave et koncertforedrag, hvor Sanne læste op af sin dagbog, og fortalte om ærligheden igennem processen. Om hvordan det havde gjort tingene så meget lettere for dem, der skulle hjælpe. Sygehusvæsenet, palliative team osv., og dermed i sidste ende gjort det nemmere for familien. Selvom intet selvfølgelig var nemt. Men det blev til at være i. Ind i mellem skulle jeg spille sange.
Jeg skrev to sange inspireret af Sannes tekst.
Ordene fik gang i min melodik. Budskabet var autentisk, ærligt og vigtigt, og så flød musikken helt af sig selv.
Jeg kunne mærke nødvendigheden igen. Vi nåede at lave tre koncertforedrag. Sanne fortalte og læste op, og jeg spillede. Det var helt akustisk. Aldrig havde jeg følt det mere meningsfyldt at stå med den guitar. Jeg kan huske, jeg tænkte: “Blir det for trist? Skal jeg lige spille Den lille Malkeko for at få stemningen op?” Men vi blev i det, og folk meldte tilbage: Det føltes rart at få lov til at sørge. At blive i rummet med alle følelserne. Virkelig at mærke det. At græde. Men også le i blandt for Sanne var en glimrende formidler, hun var lærer af profession, hun havde sans for fortællingen, og så var hun let i humøret. Hun smittede med sin livlige gestik og latter.
Det sidste foredrag lavede vi på Herning hospital. Vi skulle gå ad nogle lange gange i kælderen for at nå hen til foredragssalen. Det var først der det gik op for mig, at Sanne virkelig var syg. Hun stavrede afsted på haltende ben og helt skæv i ryggen, imens hun ivrigt talte om foredraget, og afviste alle forslag om kørestol eller en hjælpende hånd.
Jeg lænede mig op af Sanne, fordi hun havde autenciteten. Senere, da hun lå på sit dødsleje, fik hun mig til at forstå, at livet er for kort til at tvivle på sin egen berettigelse. Vi har alle en stemme, der har ret til at blive hørt. Så længe det er ærligt, vil det altid finde frem til de hjerter, der er klar til at modtage. Det er ikke kvantiteten, men kvaliteten, der er det væsentlige. At man har turdet at leve, som den man er.
Fra Sannes dagbog:
22. juni, 2015
Jeg vågnede ved regnen, alt var gråt, det var dejligt, kender I det?
Jeg har i dag ikke haft et dårligt øjeblik. Alting har været noget jeg har nydt. Det er som om, at jeg har virkelig meget at fortælle, men jeg kan ikke helt finde hoved og hale i det. Jeg mister mit hår om et øjeblik, jeg stod under bruseren, havde lidt travlt, skyndte mig med shampooen, og pludselig var hånden fuld af hår, skrækken jog igennem mig, jeg stoppede min hårvask, skyllede mig, gik ud og duppede ganske forsigtigt mit hoved tørt. Orker ikke at det falder af nu, skal til afslutning med 9. Klasse i morgen, og vil gerne bare lige se normal ud en enkelt dag mere.
Jeg ønsker mig noget. Jeg har et ønske. Jeg vil gerne have et år. Et år hvor jeg har det godt. Jeg vil gerne tage hver årstid ind, hver stund, og glædes med min familie.
Jeg tager nuet ind. Som et åndedrag. Tænk at ønske sig 365 dage, tænk, at jeg den 15. April, troede at jeg havde et uendeligt antal dage, at jeg skulle se mine piger blive studenter, Dan og jeg havde jo aftalt at vi skulle være sådan nogle irriterende forældre, der skulle trylle, når Astrid kom med klassen og skulle spise jordbær og drikke øl.
Jeg vil have et år mere. Med Dan, med børnene, med jer.
