Jade, jeg kender dig først og fremmest som grafiker. Du har lavet det smukkeste cover til min EneRums CD, og har udviklet det grafiske udtryk på mine hjemmesider. Jeg er meget taknemmelig over at have lært dig at kende, tak for det, og for det venskab vi har udviklet. Jeg vil gerne fortælle lidt om, hvordan jeg har oplevet dig, i din proces med at fremkalde mig. For det er det du gør med dit virke. En ting er det grafiske udtryk… Det kunne du designe, som du synes bedst, for du kan det der med æstetikken, men du insisterer på at finde ind til mennesket og fremkalde det. Ikke kun visuelt, men hele konceptet omkring mennesket og dets vision. Sådan oplevede jeg det, da du arbejdede med mig. Du stillede dybdegående spørgsmål, vi havde mange samtaler om hvad der var mit budskab, hvad der inspirerede mig, og jeg kom igennem en fantastisk proces med at finde billeder og begynde at tage stilling til hvad jeg tænder på! Det tog tid, men du havde roen og troen på, at tingene ville folde sig ud, og det gjorde det -til sidst.
Jeg elsker din tilgang til det at skabe. Der er ingen tvivl i mit sind om, at du har en særlig gave og en viden omkring det at skabe, som vi andre kan lære af. Du forstår noget omkring energiernes arbejde, de bølger der er i en skabelsesproces, som hele tiden forandrer sig og skal facilliteres. Jeg følger dine mange projekter og tanker med stor glæde og nysgerrighed. Ikke mindst dit hjertebarn, som også lidt er mit hjertebarn, føler jeg, nemlig at tale om døden og skabe en ny tilgang til hvordan vi forholder os til den. Du ved nemlig, at livet er en cyklus og for at kunne skabe, må noget forgå, så noget nyt kan opstå. Det er det smukkeste ved livet. At der er mørke omkring, så lyden og lyset …ja livet, kan mærkes.