To i Rummet er en opfølger til udgivelsen EneRum fra 2017.

Efter at have beskæftiget  mig med at finde min egen stemme på albummet EneRum, undersøger jeg nu tosomheden og samarbejder med fornyet kraft.

Jeg har lavet en plade, som kommer ud af en længsel efter at udveksle med andre kunstnere. I de seneste år har jeg haft en gryende interesse for digterkunsten, og har haft nogle skønne coronavenlige møder med digtere gennem tid og rum. Digte fra nær og fjern, fortid og nutid -allesammen møder igennem luften med andre digteres tanker og længsler, som jeg har sat ny musik til. Jeg dykkede ned i alle de inspirerende digtsamlinger jeg kunne finde, og gav de ord, der greb mig nyt liv. Ordet og musikken i kærlig dans.

Det er nok ikke helt tilfældigt at 4 af teksterne stammer fra norske digtere. Min mor er norsk og jeg mærker en interesse efter det norske i mig; fjeldene, naturen, ro og plads.

Jeg har oversat til dansk, så vi kan få naturbeskrivelserne lidt længere ind i sjælen hernede i vores flade land.

Der ligger et ønske om samtale i musikken. En samtale om begreber som tro, tvivl og drøm. Og ærlighed. Kan musikken lære os noget, som vi er ved at glemme? Noget om det der ligger bag ved? Stilheden måske. Det at lytte…-vor tids fornemste opgave.

I studiet har jeg samarbejdet med producer og guitarist Martine Madsen. Vi kender hinanden fra samarbejdet i Den Gamle Sangskat, og det har været en gave at uddybe i denne retning. Vi har været To i Rummet; Jeg har indspillet guitar og vokal og Martine siddet ved tasterne. Ofte er Martine arbejdet videre uden mig, med musikken jeg efterlod, hun har tilføjet flere instrumenter, lagt kor og mixet. En evig udveksling mellem det man har på hjerte, og det der kommer en i møde.

Cellist Kirstine Elise Pedersen har spillet smuk cello på Lykke og I mit hjerte er en brønd. Tak for det!

Vi har fået trommespil m.m. foruden stor hjælp og sparring af Mads Andersen. Tak!

Albummet handler i sin essens om samhørighed på tværs af tid og rum. At det er muligt at finde hinanden; at finde kærligheden i det der svæver, selvom det er svært, når vi som menneskehed er så fokuserede på fast ejendom.

Denne her er til dig Thue.

se mere:

To i Rummet

Torsdag d. 12 nov. udkommer “Blomsterkransebrud” -sangen er skrevet til et seminar for nye højskolesange tilbage i 2019. Jeg greb det foreslåede emne “skilsmisse” og fik skrevet en sang, der rørte mig selv ganske heftigt(!). Jeg græd simpelthen og tænkte i øvrigt, at dette næppe var egnet til fællessang. Jeg var klar til at glemme alt om den i udgangspunktet konstruerede sang, men højskolesangbogsudvalget hev fat i sangen igen og igen, og tilsidst blev jeg overbevist om, at der måte være en eller anden kvalitet i sangen.

Jeg kan se nu, at jeg faktisk ikke helt har villet være ved sangen. Måske fordi den kom meget tæt på? Anyways… på torsdag udkommer sangen, og den er ganske ærligt ment…

Det er ikke alle dage lige sjovt at sidde i det tomme hus den uge hvor ungerne er væk. Nogle dage føles det som om, jeg lige så godt bare kunne forsvinde… At jeg har fejlet på alt det essentielle. Så sidder jeg der i stolen og mørkner til. Jeg er dog begyndt at respektere de valg jeg har truffet igennem livet og lærer så småt at leve med dem. Jeg har skabt nogle fantastiske muligheder for at udforske et arbejdsliv, der ikke ellers havde kunnet lade sig gøre. Jeg fik lov til at danse på bordene, rejse verden rundt og ikke mindst rejse dybt ind i mig selv. Til gengæld måtte mine børn undvære mig og jeg dem halvdelen af den tid vi kunne ha været sammen.

Mit hullede skilsmisseliv skaber grobund for de største “highs” og “lows”. Jeg mærker det til fulde -livet, og sådan forsøger jeg også at være med mine unger, når de er her. Tilstede i det der er, stort og småt, voldsomt og fredeligt, paradoksalt, dansende og længselsfuldt, men aldrig ligegyldigt. Skilsmissen blev et brud på noget smukt, noget der skulle være så godt. Et glansbillede jeg forestillede mig, som ikke blev. Jeg tænker, at det måske er mere kompliceret end som så at binde en levende blomsterkrans, når man selv er vokset op omgivet af plastikorkideer.

Her er et musikalsk billede på en svær følelse. Det ville gøre mig meget glad, hvis den ku gi rum til sorger rundt omkring. For hvor sorgen rummes opstår omsorg. Kærligt og blidt; hjerte til hjerte. En særlig refleks. Jeg hører dig og jeg lytter!

Du kan høre sangen på din streamingtjeneste fra på torsdag…

Og i øvrigt er sangen nu at finde i Højskolesangbogen!

 

artwork: Jade Mar Rolsted