Kategori: skriblerier

Udgivet den

Frøet i det udslukte hjerte

I kernen af kristendommen er der et frø, der er så potent, at det holder alle de stressede, næsten døde sjæle på det teologiske fakultet i live.
Det er en præstation i sig selv.
“Du skal skrive det mere keeeedeligt”. Min lærer holder hænderne rundt om munden, idet han evaluerer min opgave. Han hvisker det. Hvorfor gør han det?
Ved han godt, at der er brug for nye vinde i den teologiske tankegang?
Ved han godt, at alle de knudrede, men påståede præcise,  fakultetssætninger, der er ved at eksplodere i et kæmpe opkast ud over fælleden, blot er et bevist spil for galleriet? Giver det mening i vor tid med det enorme pensum af ord, hvor maksimalt 10 procent efterfølgende huskes, men hvor det store præstationspres til gengæld tilbyder den studerende en svindende tro på Gud og sig selv som okay i verden? Er teologi-studiet den eneste uddannelse på det københavnske fakultet, der hviler på en politisk dagsorden? Og dermed låst på uforståelige og utilnærmelige måder? Har ånden forladt den synkende skude?
jeg dropper at gå til den eksamen. Jeg kan ikke nå at skrive opgaven om samtidig med, at jeg læser til græsk eksamen, passer mine børn og freelancer musik-jobs til min høje husleje.
Jeg taler med mine unge med-studerende. Alle er meget glade for det store antal af ældre studerende, som de mener bidrager til undervisning og samtaler om liv og tro. De fleste er pressede over eksamen. Jeg overvejer hvorfor de er så pressede. De har jo al tiden og SU’en til at studere. Langt de fleste scorer høje karakterer og alligevel er de lig-blege, stopper med at spise og udredes i flæng for at få medicin til at klare presset.
Jeg taler med de ældre studerende. Vi taler om tros-oplevelser. Om ønsket om at beskæftige sig med noget meningsfuldt. Det der er større.
Vi føler os pressede over det nyindførte tidsrul uddannelsen skal gennemføres på.
Vi forsøger desperate at gennemskue de næste 6-10 år og de lægeerklæringer og dispensationer, der skal til for overhovedet at turde tænke på sig selv som færdiguddannet præst. Og det velvidende, at mange ikke føler sig reelt klædt på til præstegerningen.
Vi taler om kroppen, der bliver glemt, passionen og de mirakler det hele bygger på, som åbenbart kun er plausible, fordi de ligger 2000 år tilbage i tiden.
 Troens mirakel, der gør os til ægte kristne af hjertet. Det der gør at vi løfter blikket mod næsten, og ser ham/hende. Med kærlighed og med overskud.
Tid til en samtale.
Efter sigende skulle der findes et bederum på fakultetet, men ingen ved hvor det er. Kærlighedens mirakel er åbenbart udskudt til efter lidelsen. Efter overstået eksamen. Indtil angsten for næste semesters overload alligevel ødelægger ferien.
Jeg tænker på Mikkel, den højtgrinende og buldrende basse, der rundhåndet fortalte om sine gudsoplevelser. Han stoppede efter 2 semester.
Jeg er musiker, der synger mit hjertes sange. Men jeg bliver stærkt berørt af det kristne budskabs essens, og jeg elsker det frø, som teologien har sået. Jeg håber mit hjerte ikke visner omkring det frø, men kan føle sig belivet og vandet undervejs i processen med at studere det, der skal til for at få en titel som præst(inde), der kan lede et guddommeligt, kristent ritual.
Jeg er ikke sikker på, at det vil lykkes.
Udgivet den

At være som musik…

Fejlagtigt har jeg troet, at jeg skulle finde mig en musiker-kæreste. Ræsonnementet var således dengang: Musik er noget af den fornemste kunst, der findes. Musik kombinerer fornemmelse for rytme med rum, træner sensibilitet og lydhørhed, leger med forskellige bevidsthedsplaner så let som ingenting, sanser og beruser, beroliger og beliver.

Ergo: Musikalske mennesker måtte være tættere på en eller anden form for sandhed, besidde en visdom, som var rar og givende for mennesker omkring…

Jeg har beskæftiget mig med musikalske mennesker i 44 år. Og jeg har haft den til tider grusomme (mis)fornøjelse at være i rum med musikalske mig lige så længe. Og nu tror jeg endelig tiøren er faldet: Hvor rigtig ovenstående beskrivelse af musikkens egenskaber end er, synes det ikke nødvendigvis synonymt med mennesket hvori den har taget bolig.

De mest musikalske mennesker kan være grådige og grimme, udspekulerede og egenkærlige. Præcis som alle andre.

Musikken er til inspiration. Ligesom alle andre kreative beskæftigelser mennesket kan udføre. Den harmonisøgende kreativitet, der i al sin vildskab lærer mennesket at give slip og have tillid. 

Så jeg tænker… Den fornemme opgave er at tage denne smukke kundskab og anden lignende kreativitet, af eget eller andres talent og lære af den. Lære at være menneske. At være til. På en harmonisk, tillidsfuld og ikke klæbende måde. At have musikken i blodet så at sige har intet med denne på alle måder overordnede vigtigste kundskab at gøre; Det at kunne omsætte de kreative kilders inspiration til ægte nærvær, ansvarlighed og kærlig (med)menneskelighed. Se DET er noget en kæreste gerne må besidde…(og de fleste er vel nogens kæreste før eller siden).

Udgivet den

Arbejde… hvad er mit arbejde egentlig?

Slår man “arbejde” op i den danske ordbog, finder man under første beskrivelse af ordet følgende:

..fysisk eller åndelig virksomhed som man udøver for at frembringe eller opnå noget…

Jeg læser videre i ordbogen, at ordet er af en indo-europæisk stamme, der betyder forældreløs.

Forældreløs… hmm. Arbejde. Jeg sætter mig ved computeren for første gang i lang tid for at skrive et indlæg. Et budskab til jer derude. Tankerne her til morgen kredser om mit ambivalente forhold til arbejde.

Jeg er vokset op i en familie hvor arbejde var noget ganske andet end hos de fleste andre. Musik, kunst, eftertænksomhed. Det kom der brød på bordet af. Men… var det nu også et rigtigt arbejde?

Om morgenen tøffede min far i tøfler til køkkenet, hentede kaffe i en kop og bevægede sig mod studiet. Min far er faktisk noget af det mest rutinemæssige og punktlige man kan forestille sig. Han formåede at ramme kreativiteten ind. Det gør han stadig den dag i dag.

Min mor arbejdede som tegnelærer, lavede grafik, gik på akademiet under Poul Gernes og lavede spændende udsmykningsopgaver bl.a. i Herstedvester fængsel. Men… var det nu også et rigtigt arbejde?

Arbejde er i min barndom blevet reflekteret, som noget man måtte gøre fordi man var åndeligt drevet til det. Under påskud af, at der skulle tjenes penge. Og så krydsede man fingrene for at det hele nok skulle gå.

Jeg skal arbejde, siger jeg til ungerne om aftenen, når jeg cutter deres putning af. Og de mærker med deres brillante indfølingsevne, at jeg ikke rigtig mener det der med arbejde, og så plager de indtil jeg giver efter og læser lidt mere.

Men hvorfor er det, at jeg ikke rigtig kan tro på, at mit arbejde er et arbejde?

Jeg er min egen chef. Jeg har ikke en, der forventer et stykke arbejde klar i morgen. Jeg har til gengæld et publikum, der ikke dukker op igen, hvis koncerten jeg spiller ikke behager dem. Men jeg spiller jo fordi jeg har lyst. Fordi det er den bedste følelse i verden at være sammen i et musikalsk og harmonisk vibrerende rum. Kan det så kaldes et arbejde?

Jeg er glad for den først beskrivelse af ordet arbejde i ordbogen:

..fysisk eller åndelig virksomhed som man udøver for at frembringe eller opnå noget…

Mit arbejde er en åndelig virksomhed, som jeg ikke kan slippe. På en måde arbejder jeg hele tiden. Jeg arbejder med min personlige udvikling, for at blive bedre til at være i verden. Og til det bruger jeg musikken, forældreskabet, relationerne og nysgerrigheden. Jeg vil gerne opnå så meget som muligt, fordi det er så spændende at være i verden! Jeg vil studere, synge og danse, være med folk, rumme og elske. Det er mit arbejde. Et forældreløst arbejde. Fordi det er mit eget ansvar at leve. Mit liv. Mit arbejde.

 

Udgivet den

Tid…

Tid og rum.

Er jeg i fortidens rum…  Eller i fremtidens?

Eller formår jeg at være lige nu?

Når jeg synger, er der et nu; Jeg bliver nødt til at lytte med en vis koncentration for at dirigere tonen det rigtige sted hen.

Men samtidig forsvinder jeg ind i det tidløse.

Tiden i rummet eller rummet i tiden.

Det siges, at tid og rum opløses i højere dimensioner.

 

 

Udgivet den

“Nogle gange Sara… skal man bare vegetere lidt”

Mange gange i løbet af en dag kommer der sætninger ind i mit hovede, som folk engang har sagt til mig. Sætninger som jeg dengang bed mærke i, som vender tilbage til mit sind igen og igen. På denne måde har jeg dagligt mange mennesker inde på livet, også selvom jeg ikke har set dem i årevis. Tit er sætningerne og menneskerne forbundet med en genstand. F.eks. Tænker jeg på Martine, når jeg griber ud efter min krukke med havregryn. Martine sagde engang, da vi i Sangskatten talte om hvornår noget var kønsløst eller ligegyldigt, at det var ligesom havregrød uden salt. “Det smager jo bare virkelig kedeligt!” Og det tænkte jeg meget over. Og reflekterede over betydningen af salt. Måske også i betydningen af livets salt og hvad det er for noget… 

Men her til morgen er det en anden sætning, som trænger igennem. “Nogle gange Sara… skal man bare vegetere lidt”. Ordene kom fra Bjørn Fjæstads mund i den tid, hvor jeg vikarierede for Marie Key i Rytteriet. Det var Genopsætning af Rytteriet II, og der lå en stor portion træthed over hele produktionen, og forestillingen skulle endda på turné!  Jeg var lige blevet skilt, ret så rundforvirret og fuld af spilop og forventning over at være med. Jeg forsøgte at overtale folk til at drikke øl og feste med mig, og venlige sjæle skålede med mig en enkelt gang, inden de fortrak til hotelværelset. Det var her de gyldne ord faldt fra den vise Bjørn: “Nogle gange Sara… skal man bare vegetere lidt…” 

“Hvad betyder det?”, spurgte jeg. “Tja… det er sådan…At du f.eks. Ligger på din seng og kigger lidt… og så på et tidspunkt, går du op og henter dig et glas vand… og så lægger du dig tilbage i sengen igen”. Da han sagde det, kom der ligesom sådan en stor, forunderlig boble af fred omkring ham. Derefter svævede boblen med Bjørn mod værelset. Og sengen. Og vandet.

Tit er sætningerne noget visdom, jeg ikke umiddelbart forstår, og jeg elsker, at de bliver ved med at hjemsøge mig. Det med at vegetere var ikke-eksisterende i mit liv! Jeg var altid i gang med et eller andet, der i sidste ende kunne udløse en eller anden form for bekræftigelse. Det der med bare “at være -med et glas vand”. Det var uforståeligt. 

Men årene har kultiveret min forstand -jeg forstår det bedre nu. Jeg tror ikke helt jeg er ved Bjørnestadiet endnu, men jeg er på vej.

Jeg takker Bjørn og alle de andre, der med guld-i-mund har foreviget visdom. Den der hverdags-visdom. Jeg ELSKER det bare. Den der gror og vokser, stille og tålmodigt, som en vækst i sin bedste uforstyrrede natur. En dag er den blevet en fuldt udvokset plante, der kan synge visdommen videre til andre små spirer på rejse.

tegning: Thue Møller

Udgivet den

Musikken lyver aldrig!

Vi må rydde op i det indre, før vi kan rydde op i det ydre.

Guderne må vide, at der er brug for oprydning i blandt os. Alting bobler og syder. Som store bylder på jordens overflade træder sygdommen frem. Giver sig udslag i alt muligt. Naturen græder og mennesker flygter på kryds og tværs. Mennesker vil have kontrol. Mennesker vil bestemme over dyreriget og planteriget.

Vi taler og bruger sproget til at pege på uretfærdighed, vi vil høres, vi vil have en stemme, og samtidig tør vi ikke træde ud af flokken. Vi vil have den særlige, men korrekte stemme. Det er komplekst.

Vi udpeger og udskammer andre for selv at få cadeau, men samtidig er vi så skamfulde, angste og fordømmende overfor os selv.

Men nå ja… hænger de to ting ikke sammen? Når vi fordømmer og peger, er det så ikke netop et udtryk for vores eget forpinte indre.

Hvordan lærer vi at elske os selv? Hvordan får vi skabt en overensstemmelse mellem det landskab, vi siger vi gerne vil have, og hvordan det reelt udspiller sig foran os? For manglen på kærlighed til os selv sætter lys og lygter på alle andres fejl. Og så bliver verden fuld af fejl. Det er egentlig ikke det vi ønsker, men vi kan ikke lade være. Vi MÅ lige skabe et øjebliks fred indeni ved at kaste skylden og skammen ud… på andre.

Måske kan vi opbygge systemer for renhed. For oplysthed og ligestilling, men hvis vi stadig går rundt med et buldrende, sydende, selvhadende og konstant konkurrerende indre, er vi lige vidt. Vi måler og vejer os med hinanden, samtidig med at vi tilslutter os samhørighedsgrupper, der skulle bakke hinanden op. Det bliver urent. En dobbelt energi, der skaber forvirring.

Vi må rydde op i vores indre før vi  kan udrette noget rent, klart og kærligt.

Musikken lyver aldrig. Du kan godt få en hel musikbranche til at “hype” over noget for en tid, men hvis det ikke har den fornødne klangbund, så dør det ud. Musikken lyver aldrig! Hvor har vi dog forsøgt mange gange på at skabe et hit f.eks. ved at forkorte verset, så omkvædet kom inden for det første minut eller ved at ramme et tempo, de fleste andre sange på radiokanalen var i. Og for hvad? For penge.! Og for at egoet kunne få sin altid eftersøgte anerkendelse. “Jeg er bedre end dig!”.

Men musikken vil ikke være med til det. Magien forsvinder simpelthen, når vi forsøger at regne den ud. Når vi forsøger at fremstå på en -for egoet- ophøjet måde, forsøger at optjene magt og ussel mammon frem for kærlighed.

Er det ikke genialt?! Musikken dør ud, hvis den ikke tjener kærligheden!

Lad os lytte til tonerne, melodierne, pauserne imellem tonerne. Taler de til os? Til kroppen? Til følelserne? Eller tænker vi os frem til, at dette nok skal give en bestemt følelse… For det siger alle de andre. 

Lad os starte med at berolige og nænsomt værne om vores egen lyd. Hver især. Lad alt det andet ligge for en stund.

Hvor er musikken indeni “mig”?

Hvordan lyder det, hvis jeg resonerer med mig selv?

Min mundhule er et hulrum, der kan skabe lyd. Hele min krop kan vibrere. Jeg er en forstærker af lyd. Hvis jeg kan skabe de bedste forhold for egen resonans…Mærke hvordan jeg i mig selv skaber musik, så kan jeg skabe de smukkeste lydbilleder sammen med andre.

Så kan det igen blive til “os”

Skabe landskaber ude i verden der emmer af musikalitet. Som er skabt til at mennesker, dyr og planter kan nyde og elske hinanden.

Musikken lyver aldrig!

Udgivet den

#Skriblerier fra EneRum.dk

Jeg rydder op og klargør. EneRum hjemmesiden lukker ned til fordel for nye tiltag…Her er skriblerier fra siden… 
Skin Sol

Skin sol. På min krop. På min hud. Gå ned i cellerne, forny dem! Der er nemlig sket det, at jeg er blevet ældre. Ja! Og tænk, jeg blev helt forskrækket, da jeg kiggede på min hånd forleden. Af de mange store spørgsmål man kan stille sig selv i livet, synes jeg, det her må være et af de største; Hvordan kan det dog være, at vi mennesker nægter at følge naturens gang i en sådan grad, at vi skræmmes fra vid og sans, når forandring indtræffer??

Hånden hænger på bilrattet som en andens. Det kan da ikke passe, at det der er min hånd. MIN hånd har ikke den tørre, tynd-rynkede hud der! Men det er mig. For hvem skulle ellers dreje bilen ind i indkørslen på den sædvanlige, småstressede vis om ikke netop denne mærkværdige klump hændelser; Mig.

SAMTALEN

“Ka man skrive sig ud af denne her tid vi er i?”

“Ja”, hvisker ordene. “Det er jo det vi er her for”.

“Jeg troede måske, I var her for at gi mig nyhedsopdateringer”, hoster jeg akavet.

“Jeg troede måske det ville gi mening at følge jer derind… i den mani”.

“Vi er her for at lege”, siger I.

“Jamen tiden er så tung… det…”

“Netop derfor!”, siger I og springer op og ned

En af jer slår en vejrmølle.

Vejrmølleordet gnistrer med øjnene og strækker sig kælent ud i friheden.

“Jeg ved godt I venter på mig…

Jeg glæder mig helt vildt til den dag vi for alvor smelter sammen”

I smiler over hele ordet.

LABYRINTEN I CHARTRES

En af mine største rum-oplevelser var i katedralen Chartres syd for Paris. Kirken har for det første en vidunderlig klang, og jeg var så heldig at opleve et lille kor synge vesper den første gang jeg var der. Vidunderlig smukt.

I gulvet lidt inde i kirken er der med farvede sten skabt en gigantisk labyrint, som man i middelalderen benyttede under ceremonierne. Man dansede sig vej gennem labyrinten, og når man var nået ind til midten, havde man viklet sig ud af alt det indviklede (labyrinten kunne i øvrigt godt ligne en stor hjerne), og var nu klar til at gå ind i Guds hus. Kroppen arbejdede med rummet, ud i alle afkroge af kaos, for tilsidst at ende renset og mere harmonisk i midten klar til at gå op ad kirkegangen. Kirken var oprindelig ikke tænkt med siddepladser; man gik rundt og brugte i højere grad kirken til dans og sang i hele rummet. Uh det gør mig helt lykkelig at tænke på!

Labyrinten er i øvrigt i mål identisk med frontfacadens Rose Window, som hvis man lagde væggen ned ville ramme præcis oveni labyrinten. Man kan bruge et liv på detaljerne, symbolerne, numerologien, og lyden i chartres og andre katedraler og templer i det hele taget. Tænk, som man har bygget og gjort sit ypperste for at hylde de højere magter.

AT ÅNDEDRAGE…MENINGEN MED ALT!

Jeg har for nyligt hørt en interessant udlægning af meningen med det hele! Den, som jeg evig og altid er på jagt efter…:-) Men faktisk …efter jeg hørte dette, er jeg det for tiden i mindre grad. Altså; Gud er en altomfavnende bevidsthed (ikke noget nyt), der startede alting i sin tid med et “Breath” -åndedrag (Ikke noget nyt) -og derefter er vi i gang… Herefter vil bevidstheden kun en ting: Udfolde sig i så mange former og udtryk som muligt (nyt!) -altså det eneste Gud vil er, at åndedrage så mangefacetteret som muligt. Dvs intet er forkert og alting er et udtryk for nysgerrighed. Sjælen vil, som repræsentant for den store bevidsthed, søge så mange erfaringer som muligt! Dermed bliver det også relevant IKKE at gentage sig selv unødigt, da det vil hindre nye erfaringer i at få liv. Hvad tænker du?

NATTERUMMET

At tumle ud af natterummet ind i morgenskrål og taskefight. Ur der tikker, bomber tikker, ingen tid til hjertemærk, bare fremad fremad fremad.

KL 12 lukker ballet. Statsministeren har lidende tornede øjne. Hvem bærer alles synder, der hænges skal på korset. Er noget glemt? Glemt i faldet gennem himle.

Jeg sidder her med min lilla hue, selvklippet spundet og strikket af Carin, som kender til tid. Tid som en hyggelig ven, en gåtur en klar vintermorgen -et møde med dagen… Hvad har du på hjerte?

RUMMET

Jeg elsker rummet. Det ved jeg allerede. Duften af porøse vægge og ludbehandlet trægulv smelter sammen med lysets mildhed. Et svagt rosa skær fra de mange brogede sten i røde og grå nuancer gør luften tyk og sval på en gang. Det er et mættet rum. Og samtidig så lyst og let, at jeg får lyst til at blande mig. Kan jeg blive en del af rummet? Kan jeg folde mig ud og blende ind?

Men hvem er jeg? Hvad er det, der trænger til at blive foldet ud her i dette venlige rum?

Mine tasker med mikrofoner, zoomrecorder, madpakke osv. står midt i rummet. Det fylder og ser grimt ud. Hvor skal jeg gøre af det? Forstyrrer allerede. Kompromiset bliver at stille tasker, og alt hvad der ikke lige skal bruges ud i trappeopgangen. Resten stilles møjsommeligt op og får sin helt særlige plads. Zoomrecorder midt på gulvet. Ledningerne lagt i frie, kreative streger, men rent -ikke kaotisk.

En mikrofon til stemmen, en til guitaren og 3 til rummet. Det vil aldrig være muligt at gengive min oplevelse af rummet her og nu, men jeg kan nærme mig. Og i forsøget på at gøre det så rent som muligt, lærer jeg det forhåbentlig, -det jeg så gerne vil lære: at lytte til det som er…

STILHEDEN ER DER ALTID…

Stilheden er der altid. Den er ikke adskilt fra lyden. Den er en del af støjen ligesom støjen er en del af stilheden. Og sådan bølger det ind og ud ihinanden -en evig pulseren. Blodet er altid tilstede blot med mere elller mindre tryk. Vejret trækkes, altid på vej ind eller ud, men altid der et sted. Som energien. Den er der altid. Inde i kroppen og udenfor. Gud er der altid. I stilheden og i stormen. Der er ingen adskillelse. Blot ord, der skærer livet op, så vi kan forme og fixe og slutteligt erkende, at sproget ikke slog til.

SÅ SYNG DOG KLODE…SYNG!

Fabulerende og famlende falder jeg ind i 2020 med et fantastisk brag. Frihed. Endelig fri! Gamle drager viser grimme fjæs og maser mig tæt, så tæt jeg kan mases mod lydmuren. Men drager og traumer kan brage og bumle, fabulere og tumle. Der er ikke længere nogen tvivl. Jeg er fri! Jeg har arbejdet på sagen, og livet har skænket mig i overflod. Her sidder jeg og trækker vejret ved det gamle skrivebord, jeg hentede i Athinas lade, for det der føles som en livstid siden. Små ti år er selvfølgelig også et liv; Antal livsår på min dreng, som stadig kæmper med at sætte sine ben på jorden. At sætte ben på jorden, så det har ben at gå på -livet. Og ikke bare er meningsløst. Men kigger man sig omkring, er det det vel en sjældenhed at se. Meningsfulde ben. Vi er på randen som samfund, og der er ikke andet for end at trække arbejdshandsken på. Men det kan gøres med glæde og frihed. Sangen gir mening. Musikken løser mysteriet for os. Så syng dog… klode… syng!

Solitude

solitude gives us the space

to exercise the patience we need

to develop a true inner life

from Gregory B. Sadlers lectures on RILKE

NÅR LYKKE FALDER…

Forårets lettede suk. I min lykkerus falder jeg på rulleskøjter og slår min højre arm. Den er ikke umiddelbart brækket og heller ikke forstuvet, men når jeg bruger den for meget, gør det allerhelvedes ondt. Ergo; jeg skal bruge venstre hånd. Men godt det samme for vinterens forberedelser har prepareret jorden dybt i min sjæl . Jeg skal ikke bruge kræfter mere. Nu skal det bare folde sig ud og gå sin gang. Jeg læner mig tilbage. Med armen i slyngen nyder jeg frøene, der spirer på mit lille stykke grønt foran min lejlighed. Jeg kan sætte flueben ved det meste. Friheden, kærligheden, kunsten. Det er en mærkelig fornemmelse. Ikke at skulle nå noget.

Resonans

At hænge sammen. Resonans. Latter. At være to der oplever, hvordan det hænger sammen. Sammenblanding. Dark Mix fra Haribo. En ny elsket blanding. Hele min krop værker af ømhed. En ny, blød seng hvor jeg hele tiden er på vej, triller og triller rundt i bevidstheder, kroppe, legemer med og uden skorpe. Hvad skal det hele til for? Begynder at se hvor mange kroppe, der slæber sig, og at musikken skaber lethed for en stund. Men nogle gange også frø i hjertet, der vokser og bliver til egne små, svingende instrumenter. At skabe nye orkestre. Musik der spiller videre selv… så blir det til noget. Noget som det hele kan være til for. 

SUMMENDE LIV

Jeg blander døden ind i livet. Jo mere af dødens malurt jeg tør indtage jo mere balance. Jeg forbereder mig. Jeg husker at angsten for døden blev stor i forestillingen om det uvisse på den anden side. Men døden er lige her ved hånden. Døden er min forestilling om den perfekte relation, der langsomt siver ud igennem fingrene. Jeg gir slip. Noget i mig dør. Det sorte får lov til at blande sig med alle farverne. Det hele bliver mudret for en stund. Jeg sidder på stranden og studerer sandkorn. Hver for sig. En og en. Der er jeg midt i en sandbanke. Nu er jeg væk. Og det er fint. For jeg ved, at jeg stadig er der et eller andet sted. Jeg summer EneRummet frem. Jeg summer, så jeg kan være mere mig, -mere sand (-færdig), og i stand til at møde et blik. Dit blik. Til sidst kan summen af mig møde dig, uden at jeg fristes til at forsvinde i dine flødefavnende øjne. De er ikke for mig at blandes i. Men vi kan mødes i en knivskarp spejlflade til forundring og morskab. Spejlkabinettet. Jeg går ud af spejlkabinettet igen. Summer videre. Summer med energien og mærker, at jeg er levende, fordi jeg hele tiden tillader noget i mig at dø.

FÆLLESRUM

Carsten Dahl fortæller om evigheden. At han anslår den, inden han anslår tonen. Jeg forstår det fuldstændigt. Jeg ved jeg gør det samme, selvom jeg ikke ved hvordan. Alle disse krøllede menneskesind jeg møder på min vej. Vi snakker i øst og vest om vores søgen, og inderst inde ved vi, at det er såre simpelt. Vi kan ikke se skoven for bare træer. Det er derfor musikken er så vigtig nu i denne tid. Som religionerne og dogmerne afvikles, hvad står da det skælvende menneske tilbage med? Musikken. Den inderlige musik. Der hvor følelsen kombineres med videnskaben. Opøvelsen af en kunnen bygget på et talent. Når du opløser din kunnen og lader den synke til bunden af rygsøjlen som noget næsten glemt, men stadig erfaret, kan du gi dig hen i musikkens frie og sensitive leg med følelser, intention, eftertænkomhed og væren. Aktiv og passiv i en evig dans, der flyder, fordi det er musik! Men først når præstationen falder til jorden kan musikken spille og dansen med evigheden begynde.

DØDENS SOMMERFUGL

Høsten kommer. Skærer vingerne af og jeg lægger mig til hvile. Wow sikke et ridt! Er jeg stadig en sommerfugl, nu hvor vingerne er væk? Kan jeg have tillid til, at nye vinger vil komme efter mit tiltrængte puppestadie?

Endnu engang slipper jeg alle forestillinger og synker ned i massen. Det sorte hul, der slet ikke er så sort. Lyden summer af nye begyndelser, ikke helt lysgnister endnu. Ingen vished, blot en summen. Vibrerende lyd, så pianissimo, at det næsten ikke er. Men det er og vil altid være. Kun livet kommer og går, danser med døden og musikken sætter døren i sving.

I RUMMET MELLEM LIV OG DØD

Hun spørger om jeg vil komme og spille. Igen. Hospice-koncerten var ikke nok; Han vil gerne opleve musikken en gang til, inden han forlader dette liv.

Jeg overvejer det en ekstra gang. Det er svært at gentage en afskedskoncert. Men jeg siger ja. Denne gang er det hjemme hos familien. Han har snakket om koncerten i flere dage ind imellem hallucinationerne, fortæller hun. Hver aften har han troet, at det var tid til koncert.

Han ligger i en sygeseng midt i stuen. Der er flere mennesker end jeg havde troet. Ca 30 personer er fordelt rundt omkring. Jeg hilser ham med et håndtryk. Han har svært ved at slippe min hånd. Nu er du jo næsten en del af familien, siger han spagt. Jeg spiller. Mest Sebastian-sange, et par EneRum. Flere af sangene er næsten ikke til at bære. Rose: Vi reder din seng…du var så træt, da du tog på vej… Måske ku vi: Jeg tror jeg er for træt nu til det… Søvnige Øje: Lad sjælen gå, sin lise få… Stemningen er fin, smuk, let og tung på en gang. Nu må vi se om han giver slip, siger hun efter koncerten. Igen har han svært ved at slippe min hånd, da jeg takker af og siger farvel. Ka du ha det godt, siger jeg. Jeg ved ikke helt hvad jeg ellers skal sige. 

Der er intet som musik til at rumme de følelser vi ikke ved, hvor vi skal putte hen, fik jeg sagt i løbet af koncerten. Jeg tænker videre. Bagefter er der skabt plads til nyt. I musikken kan følelsen blusse op, leve, for så at dø. I rummet mellem liv og død handler det om det ene: Tillid til at slippe. At mærke det ind til benet. En stund. Dernæst at slippe. At skabe nye rum.

KRYB

Jeg behøver ikke at kigge ned af mig selv. Jeg kan mærke det. Kryb. Lodden, ækle stive børster, skaller, brun og sort. Jeg hænger lige under kanten, og jeg tænker på alle pigerne på afdelingen. Armenes snitsår. Ar. Rækker af ar. Stemmen der råbte højt og febrilsk, så det hørtes langt nede ad gangen. “Ad! Ad! Ad! Jeg er så klam! Jeg er så klam!!” Som jeg stod der med guitaren i den tomme hyggestue, var det som om, at tiden gik i stå. Hvordan skulle lyden nogensinde kunne trænge igennem her? En stor tankeflom af ulækkerhed og bundløs mørke. Var det blot et tomt, tørtmørke. Men det her er slam. Fugtigt, indtrængende, opløsende. Tanker og hud, størknet blod og hår i en fortvivlet masse.

Jeg har det ligesom dem. Lige nu. Selvom jeg ved, at det går væk. Om et par dage. Jeg er ikke tvunget til at blive i det i månedsvis. Som springvandet på Israels plads i går. Max legede med vandet og vaskede sig i hovedet. En dreng sagde “Ved I ikke det er beskidt vand? Det er det samme vand, der løber i ring. Igen og igen. Uden at blive renset.”

Jeg aner lyset over kanten. Alle kortene lover sol og varme og ny begyndelse. Sommerfuglevinger. Men lige nu hænger jeg her og kan kun mærke krybet.

EN NY FREKVENS

For at komme videre opad i spiralen må jeg lære at give slip på det helt rigtige tidspunkt. Det er ikke let. Det er sådan en dejlig, tryg følelse påny at følge den velkendte cirkel. Dermed; en afsindig skræmmende følelse at bevæge mig ind i på en helt ny bane. En ny lyd. En ny frekvens.

Når jeg har givet slip, svæver jeg et øjeblik i det tomme rum…

Jeg sidder på min egen ryg. Kroppen falder frit.  Jeg kan vælge at sprælle med arme og ben, råbe og skrige. Eller jeg kan lade mig falde. Det er et paradoks. Det føles som om jeg falder. Men i virkeligheden stiger jeg. Pludselig finder jeg fodfæste. Jeg er på en ny bane. Jeg synker ned i min krop og mærker hvordan vingerne -de smukke, sarte og stærke vinger vokser ud af ryggen på mig og tager fat. Mine fødder mærker banen under mig, og alligevel flyver jeg frit. Et nyt landskab. Venligt og lyst. Nu får jeg tid og rum til at lytte. Ja, den er god nok. Lyden har fået en større dybde. En overtone mere. I tomrummet fra slippet til fæstet findes kun tilliden at navigere efter. Tilliden til at alt i og omkring mig støtter min vækst.

BI-HULER OG HOVEDRENGØRING…

Jeg starter året med sygdom. Bihulebetændelse. Det har jeg aldrig haft før. Betændelsen tygger sig igennem alle mine hul-rum. Ved næsen, kæberne, bag ved øjenbrynene og i en lang kile over mit venstre øje, som var der en dolk igennem mit hovede. Jeg kan skyde en hvid pil efter at manifestere noget som helst. Bare vente og betragte denne slanges renselse af alle mine klang-rum. Jeg forventer, at rummene får en ordentlig hovedrengøring, så den lyd jeg skal lave i 2018 resonerer endnu klarere end før.

Jeg har været alle følelser igennem. Følelsen af totalt mislykkethed. Angsten for ikke at magte opgaverne. Vreden og håbløsheden. Og…at ville opgive mit liv som mor. Ungerne tricker alt det grimme; Vreden, irritationen, angsten. Jeg skammer mig. Skamfulde mor.

Som sygdommen bliver mindre smertefuld, ser jeg klarere. Jeg ser håbet i det fjerne. Jeg ser alle glæderne og alle de skøre blomster i mange farver, der vokser op igennem mit olierede træ-gulv. Mit hjem er også en frugthave af latter og kildeture, vandfald og granatæbler. Han siger med et smil: “It is crowded”. Ja, det er det. Når jeg er sort i humøret angriber mine ting mig fra alle kanter. Jeg kan kun tænke, at jeg må væk, eller at jeg må skille mig af med alt rod. Rydde op, rydde op, rydde op… Men når morgenen gryr, bliver angrebene til humør-blomster, der spirer frem de mærkeligste steder og har lange samtaler med mine børn. Jo, det er “crowded”! Det er pulserende liv! Hver gang sammentrækningen af angst og håbløshed har været der, pulserer udvidelsen til et lidt større rum end sidst. En lidt smukkere regnbue ved linden hvor jeg bor. Endnu et rum i det skæve, farverige slot, jeg har den ære at bebo. Når jeg åbner mit vindue fra tårnværelset og kigger ud over 2018, kan jeg næsten ikke beskrive, hvor smukt det er. Jeg har aldrig før set de mange frodige enge i rækker efter hinanden. At der også var bjerge i horisonten og is-klare søer, rede til endnu en spejling. Jeg ser æbletræer og kastanjen, min helt særlige ven, der sagde “Jeg elsker dig”, så klingende højt, at jeg vitterlig måtte stille mig selv spørgsmålet: kan træer tale? Om lidt åbner portene, og sammen vil vi myldre ud til al denne overflod! Hvor svært kan det være? Kom, tag min hånd, så går vi sammen…

HVORDAN VILLE JEG SE UD, HVIS JEG IKKE KUNNE SE MIG SELV I SPEJLET…

Kan jeg gro ind i mine rynker? Tiden går og folderne slår og slår, Tydeligvis. Selvom jeg ikke kan mærke det. Der er SÅ mærkeligt. Den der pige på skærmen, som påstår hun er mig er umuligt i starten af tyverne, som jeg føler så stærkt. Så…hvordan kan jeg vokse ind i skrammerne. Kurverne. Det løse skind,  kalkun-halsen. Alt det, som jeg elsker hos andre;

Stregerne omkring øjnene, når hun smiler. Hendes løse arme. Maven der er så blød. Hun griner og siger, at hendes datter elsker flæsket. “Åh mor, du er så dejlig!” Og den lille kind lægges aende mod det fineste hun kender.

Vi er slet ikke lavet til at skulle ses af os selv. Narcissus-myten har lagt sin klamme pointe over os. “Unable to leave the beauty of his reflection, Narcissus lost his will to live. He stared at his reflection until he died…”

Hvordan mon jeg egentlig ville se ud, hvis jeg ikke havde muligheden for at se mig selv. Smukkere, hvis jeg havde det godt? Grimmere hvis jeg havde det skidt? En mere ærlig udlægning? Ikke så mange tanker…

Men spejlet er kommet for at blive. Så hvordan kan jeg se det og acceptere? Hvis jeg nu tager hver enkelt rynke. F.eks en af de tre nye på min kind . Lad mig prøve:

Lille spejl på væggen der

sikken herlig streg jeg ser

Lige der på kinden

minder om den lange færd,

Der gjorde mig til den jeg er

Grønnere forinden

Årene tilbagelagt

Gir mig løvets farvepragt

starter min forsvinden

IND I GROTTER. OP PÅ BJERGE.

Jeg læser om helligsteder. Ofte er de gamle hulemalerier udført der, hvor hulen har den bedste akustik. Man sang. Selvfølgelig sang man. Musikken har altid været der. Jeg slingrer ud af støvede veje i min lille Fiat 500. Angst for et styrtende fjeldstykke på bilens tag. Angst for modkørende biler -der er ikke plads! Googlestemmen er velkendt, ung og dansk -et fast holdepunkt i alt det ukendte. Signalet forsvinder. Kun mig tilbage.

Jeg kan ikke finde hulen, river mig på kvisttjørnen, panikken breder sig ud i bevægelserne. Ikke et menneske i miles omkreds. Jeg kan ikke høre støj fra biler. Hvornår har jeg sidst været et sted, hvor der ikke var en eller anden motorstøj i det fjerne?

Stille. For stille?

Kære Gud, mumler jeg. Hjælp mig med at finde grotten. Mon det hjælper, når jeg at tænke …pludselig står jeg ved nedgangen til grotten.

Det er smukt, sanseligt og let. Lyset falder ind af sprækker og huller. Stensøjler skyder op som naturlige statuer. En levende scenografi. Alt andet end ordet “grotte”. For enden af den slingrende vej, ved den uddøde landsby, dybe indåndinger, vandresæk og vand,  finder jeg bunden af mit eget mørke.

En lysfest, en dans, jorden i hundrede farver, former og fornemmelser.

…

På toppen af bjerget ser jeg ud. Har jeg set noget mere vidstrakt? Bjerge og dale, klingende klokker fra køer og kirker bedøver mit hovede, og jeg mærker mit hjerte, der slår lidt forkert. Ude af tid. Og denne underlige sitren. Det er så smukt, men jeg blir så træt og tung, at jeg må sove nogle meter fra borgens nordvestside. Det er november, men solen varmer mig. Jeg forsvinder i tåger af flammende bål og uendelighedstegn og kædedans.

Går ned fra bjergets top med denne underlige tyngde. Finder min mintgrønne fiat og kører mod vandet, mens en træt og alt for varm krop finder hjem til sig selv igen.

Bevægelser #EneRumTour

Jeg suger træerne ind og puster ud over udsigter, der gør, at jeg et øjeblik ikke tvivler på noget. På norsk hedder de blålige fjeldrygge bag hinanden “blåner” . I eventyrene er det altid noget med “bag de 7 blåner…” Er det ikke smukt? Som når den svenske sminkøse bad mig om at lukke øjnene: “Blunda”, og jeg var hende totalt hengiven med et trylleslag…

 

#Dag 1 -Langsomheden.

Hun er rund og god. Oppe i årene. Langsom. Som hun nøjsomt formulerer en sætning, har jeg rejst mig op sat mig ned og skævet over til mobilen flere gange. OMG hvor har jeg knald i låget! Tankerne drøner rundt, og mit solar plexus er som de der fyrværkeri-dimser, der drejer rundt om sig selv i en ustyrlig fart og skaber en ild-sol af hidsige gnister. Jeg tænker på interaktionen på facebook og instagram. Kan jeg overhovedet tåle det? Jeg trasker rundt i den smukke natur i et højt tempo. Tankerne…ned… i….jorden! Jeg… må…få…jordforbindelse! Finde ind til et roligere mig. Jeg er en rutschebane af energi, der får alt til at ske, når jeg er på toppen og skraber hele kroppen mod asfalten, når jeg når bunden (besynderligt nok går turen i slowmotion, dernede…) Støv og sorg overmander mig, og sorte tankegribbe går til angreb, prøver at nappe i mig. Jeg lukker mig om mit hjerte. Beskytter det. Ikke mere sår. Det gør så ondt.

Langsomheden. Hun henter smørret i køleskabet. Smører brødet. Lægger kniven på bordet. Går tilbage med smørret i køleskabet. Retter lidt på det, så det står som det skal. Lukker lågen. Jeg begynder at falde til ro. Prøver at være i langsomheden.

 

#Dag 2 -Fortællinger

Hører magiske fortællinger fra det virkelige liv. Rund, glad mand fortæller. Det rammer mig. Eventyret er lige rundt om hjørnet. Du skal bare tage fat i det og være i det med nysgerrighed og glæde. Mennesker der fylder, fordi de har så meget på hjerte. Fra et glædesfyldt sted. Ikke for at fylde egoets angste tomrum.

Mennesker der lytter. Smukt. Se de opmærksomme hoveder, der suger til sig i stille fryd.

Det flyder ud i rummet. Kærligheden. Ordets magiske kraft. Vi er sammen i fortællingen. Vi tænker, at vi er der sammen. Vi griner og forbløffes i det samme rum. Jeg accepterer, at jeg har et rum, som ingen nogensinde vil kunne være i sammen med mig. Men dette andet rum kan vi alle koble os på og være i sammen. Tak.

 

#Dag 3 -Tomhed

Tomhed. Tyngde. Mørke. Eftertænksomhed efter magisk koncert. Det var magisk. Vi var der sammen. Det var specielt. Jeg hader det, men jeg må…overgå til opladningen. Til gummi-livet, der hvor jeg summer rundt og ikke tænker nogle særlige tanker.

Jeg synes folk er dumme. Jeg synes jeg selv er dum. Jeg ser mig selv som verdens sureste og mørkeste menneske. Jeg tænker, at jeg er en, der aldrig griner og aldrig får folk til at grine. Humor. Mere grin -JA! Lad nu vær’ med at slå mig selv oven i hovedet. Av! La vær’! Av! La vær´!…

 

#Dag 4 -Energi

Jeg har fået noget nyt pulver. Det skal drikkes morgen, middag og aften. Er jeg reddet nu? Tænk hvis alt blev løst..løst op i vand. At drikke og mærke sorgen fordampe i glædesrus! Pulver eller ej. Nyt udsyn blev serveret, og jeg mærker den der taknemmelighed. Kontakten. Glæden. Begynder at savne det derhjemme. De små barnehænder. Små barnetænder. Tænder der tygger sig igennem livet. Smager på det hele. Lydens vogtere. Åbn det hele op på vid gab, lad livet flyde ind og dæmonerne flyde ud. En helt naturlig udskillelsesproces. Men …du skal turde åbne munden, lille barn. Jeg forstår det kan være svært, når jeg hele tiden be´r dig om at være stille. Undskyld. Jeg arbejder på det.

Jeg suger træerne ind og puster ud over udsigter, der gør, at jeg et øjeblik ikke tvivler på noget. På norsk hedder det “blåner”, når man ser de blålige fjeldrygge bag hinanden. I eventyrene er det altid noget med bag de 7 blåner… Er det ikke smukt? Som når den svenske sminkøse bad mig om at lukke øjnene: “Blunda”. Vakkert.

 

#Dag 5 At miste og at vokse.

Hun siger uden den mindste tvivl “Jeg har oplevet kærligheden”. På falderebet får jeg en kærlighedshistorie, der får mig til at ligge søvnløs, og får mine egne kærlighedssorger til at blegne. Det er som om kærligheden trives i en umulig søgang gennem stormen. Det er først der vi virkelig mærker den. Hvor er vi begrænsede -os mennesker- i den evindelige søgen efter at holde behageligheder fast. Kærligheden vil ikke holdes fast! Den vil være fri!

At åbne min hånd, at stå der. Skrøbelig. Mærke mit sorte, krampende solar plexus, der evigt og altid kæmper med følelsen af værdiløshed. I rystelserne fra jordens grund, åbne, -forsigtigt, så sommerfuglen ikke mister sit vingestøv. At puste den vågen. Varsomt. Se… Du kan flyve. Du er fri.

 

SORGENS TRÆ…

Møder. Kontakt. Mennesker, der som jeg søger… Jeg ser sorg. Sorgen er stor derude. Wow, hvor er den stor. Og som jeg tør tygge mig en smule igennem min egen sorg, vokser der et træ inden i mig med rødder store og tykke, og en krone der breder sig og gir mig selv lidt tiltrængt skygge. Jeg er et træ med rødder og krone, og efterhånden er jeg ligeglad med hvad der vender op og ned. Jeg er tilstede foroven og forneden, og i det der er imellem.

Jeg kigger ud på andre træer, og ser træthed og mørke, og så ser jeg det glimt, som gør os til noget særligt. Alle os væsener. Glæden ved livet, trods alt.

LYD -STILHED -LYD

EneRum er det sted hvor jeg er alene. Jeg bruger lyden til at finde ind til noget dybere i mig selv. Jeg sætter en tone an, og lader den klinge i rummet. Jeg lytter til det første møde med væggen. Hvordan tonen fylder rummet, hvordan den klinger af, og hvordan stilheden igen indtager rummet. Når der er stille, lytter jeg til stilheden, og finder som oftest ud af, at der ikke er helt så stille. Der er altid en eller anden form for støj. En fjern susen, en lille knirken eller andet. Når jeg lytter til de helt små detaljer i rummet, føles det så rart. Jeg skaber rum. Og ro.

“Som et strejf af en dråbe, fik vi lov til at håbe” Jeg synger den fine lille melodi. Ordene blir indeni, og rummet får en svag nynnen. Melodien smyger sig om grundtonen og ender på det 7 trin i skalaen. Trinet, der længes hjem, tilbage til grundtonen. Længslen kan kun imødekommes ved at starte forfra på melodien. Jeg synger igen. Jeg bevæger mig i cirkler, men for hver ny runde en erfaring rigere. Min stemme finder styrke i erfaringen. Jeg bevæger mig som  i en spiral, i cirkler, men langsomt opad. Melodien, lyden, rummet. Vender mig til min egen stemme. Vender mig til at sende en lyd afsted. Og at ræsonnere over min egen klang. At jeg selv har skabt. Resonans.

SMÅ MENINGSFULDHEDER

jeg er træt

som bar jeg et ondt år

kan jeg holde mig vågen lidt endnu

blir det snart tids nok at gå i seng

og gå trygt ind i mørket

ensom

meningsløst

og det får så være

indtil små meningsfuldheder langsomt bryder op igennem asfalt

EN STILLE FORBLIVEN VED SIT…

“..Der findes noget utilgængeligt i menneskets indre, som aldrig erkender sig besejret, selv ikke i de mest slaaende tilfælde af selvopgivelse og fuldstændig mislykkethed i livet. Det er mindst af alt noget “heroisk”, men tværtimod en meget naturlig og enkel foreteelse og derfor saa umærkelig og svær at skelne, bare som et indre aandedræt, en stille forbliven ved sit, en hemmelig fred med sig selv, der ikke kan rokkes af nogen…”

Hagar Olsson, Jeg Lever

 

Jeg rejser. Spiller. Møder. Mærker. Længes. Rejser igen. Elsker min bil. Hader min bil. Fortæller. Tror. Tvivler. En stille forbliven ved mit. Alt er i tusind stykker. Alt er åbent som forårets forventningsfulde blade. Ånder på livet løs. For det er livet. Det er det jo…!? Livet… i sin stille forbliven ved sit.

VAR DET VINGESLAGET FRA EN ENGEL?

Jeg sidder alene. Tænker tanker, der farer rundt. Svæver. Lander. Mærker. Kroppens begyndende tilstedevær(d). Kroppen, der får sit eget værd. Overboens skridt. Selv Hannah (skøn pige, høj stemme, som mine egne unger:-), kan jeg høre, selvom hun bor to lejligheder over. Min tinnitus er reduceret på det sidste, men den er der… nederst i venstre øre. Ganske svag. Men… den er der.

Tænk, hvis der var engle omkring mig, der fik min krop til at sitre. Vibrationer der bølger og bruser. Briser sendt af sarte vinger. Tænk hvis mit EneRum var fyldt til randen af omsorgsfulde sjæle, der puster liv i min forsømte krop. Forsømt, fordi jeg hele tiden glemmer at mærke den. Fokuserer på ord, billeder, skærme og ikke de der subtile vinde. For meget fokusering. For lidt fornemmelse.

Engle omkring mig

Hjælp mig at skelne

Hans hjerte tæt på mit

Som jeg danser for og sanser

Er det virkelig der?

Eller er det bare slag

Af kramper fra den drøm

Jeg stædigt drømmer

Om en tid det aldrig blir

URO I KROPPEN. LÆNGSEL I SINDET…

“Frem og tilbage. Ude og inde. Uro i kroppen. Længsel i sindet. Pludselig væk igen og 80’ernes Boheme har kun sig selv og sit vanvid.”

Jeg vågner med min fars gamle sang rutschende ind og ud af mine hjernefolder. Jeg slår teksten op… “Daglige elektro-chok gi’r dig stof og stød på stød. Du ender som en rullende og grå forstening. Du ruller bare…”

En tom lejlighed. EneRummet igen. Jeg kan næsten gribe fat i mine børns berøring. Deres arme og bløde hud. Alt det liv, der pumper igennem huset, når de er her. “Pludselig væk igen… har kun sig selv og sit sære vanvid.”

Alting falder ud af hænderne. Ingen krampagtighed kan fastholde noget som helst. Alting bevæger sig og vil bevæges. Det opadstigende atom.

Min øresusen minder mig stadig om, at livet er skrøbeligt. Alting kan ændres på få sekunder.

Jeg lytter til rummets sitren. Sætter lyd på flimmeret, der får alting til at stå og skælve. Som det gamle TV’s “sne-vejr”.

Jeg har telefonen i hænderne. Mindst hvert 10. minut. Det daglige elektrochok er blevet til det minutlige. Interaktion. Andre mennesker. Feedback. Se dem..ha! …Se Mig!

Pejsestuen i barndomshjemmet. Mine forældre pulsede på cigaretter. Gennem røgen var nyhedsoplæseren Gud. Åh, så sent jeg fandt ud af, hvor tilfældigt og skødesløst udsendelserne skabes. Hvor mange masker og slør.

Jeg sad og tænkte, så det knagede. Hvad kan jeg gøre for, at de synes jeg er mere interessant? Konklusionen blev den perfekte, pæne pige. For andre har konklusionen sikkert været det stik modsatte.

Mine unger hopper op og ned af mig mens jeg står med næsen i telefonen. “Mooar!! Moaaaar!“ Hvorfor har jeg intet lært? Hvorfor gentager jeg de samme fejl?

Jeg tænker i mit EneRum, at næste gang de er her, vil jeg lægge telefonen væk og gi dem den. Opmærksomheden. Og selv føle glæden. Interaktionen. Den ægte af slagsen.

Jeg bliver nødt til at prøve det. Igen. Igen. Igen. Op på hesten igen. Forsøge at ride, selvom jeg ikke er vant til at ride. Jeg må have modet til at stige op igen. Og igen.

KAOS OG RYSTERIBS

Kaos. Der bliver vendt op og ned på ting inde i mit hovede. Bedst som jeg tror, at det er mig, der hænger med hovedet nedad, fortæller personen, jeg taler med, at hans/hendes verden er fuldstændig fordrejet disse dage. Så hvem vender “normalt”? Astrologerne taler om omvæltninger og mulighed for radikale forandringer. Det hele ryster, så vi kan vælge at ryste med og se hvor det ender, eller vi kan forsøge at stå fast og se alting falde ned omkring os. Det vi lige havde sat på plads måske.

EneRummet gir plads til mine kramper. Så behøver jeg ikke først finde ud af om det er mine eller dine kramper, der vælter omkring mig. Ryste, ryste, rysteribs. Wooooow….! Det hele sitrer, og hjertet hopper rundt nede i min mave.  Noget hiver i min nakke. Jeg kan ikke trække vejret længere ned end til den hulning i halsen, en kæreste engang sagde, var hans yndlingspunkt på mig. Når jeg bare sidder, begynder min krop at bevæge sig i små cirkler. Eller fra side til side. Mine tanker kan vælge mønsteret. Men bevægelsen er der. Altid bevægelse. Fred med det. Jeg bevæger mig i mit kaos’ finurlige spiraler. Vender det ganske langsomt til. Vender mig mod et nyt møde.

 

TINNITUS ER DEN LÆGELIGE BETEGNELSE FOR ØRESUSEN…

Jeg har en dybfryser i mit venstre øre. Når jeg bliver stresset går den i stykker, hoster og harker, tænder og slukker i et væk. Den har en vægt. Jeg får lyst til at hælde hovedet en smule mod venstre, men jeg ved, at det er noget pjat. Det hele er noget pjat. Hvordan skal vi nogensinde kunne lokalisere en dybfryser i mit venstre øre? Jeg er træt. Jeg er ikke i rum med dem, jeg taler med. Jeg er kun i rum med min fryser. Hvor nærværende er det lige?

Men den er vel harmløs? Jeg kan høre alting, og det er ikke en høj pibetone, som andres tinnitusser. Ergo er det da til at leve med?

Jeg, mig selv, der hører, hører noget andet af mig selv, som jeg ikke forstår. Den skaber fokus på et indre rum og en indre kamp.

Vi, du og jeg, elskede,  fik kontakt igen, og nu er den næsten helt væk -fryseren. Måske er der ikke plads til et stort, åbent hjerte og en fryser på samme tid…

LYDEN, NÅR KØLESKABET LUKKER…

Lyden, når køleskabet lukker. Af elkedelen, som den akkurat er kogt af. At jeg griber håndtaget, løfter kedelen fra sin plastic-dimse-bund, og hælder vand op i koppen.

Lyden af mine slæbende sutsko henover gulvet. Det er verdens mest velkendte lyde. Trygheds lyde.

Lyden af min elskedes vejr. En let piben gennem næsen. Den kategoriske hosten i blandt.

Lyden af børn, der vender sig i et lidt for stift sengetøj. Lyden af min thekop, når jeg stiller den på bordet. Af tasterne, når jeg skriver i dette nu.

Sirener i baggrunden. Overboens TV. Af mine negle mod min hovedbund. Den lyd er faktisk høj -indeni… Men vi har lært, at den ikke er det for andre.

Det at lytte skaber rum, og vi har brug for rum omkring os. Jeg har brug for plads til mine tanker. Jeg har brug for at mærke, hvordan jeg egentlig har det. Når jeg lytter til de små ting i rummet, og rummene udenom rummet, skaber jeg plads.

Til koncerterne:

Når I lytter til min stemme, vil jeg bede jer mærke rummet også. Mind jer selv om det engang i mellem, så blir der skabt plads til nyt, til følelserne, når de er der, og den skønne tomhed, når den kortvarigt etableres.

Kommer der en uventet lyd i rummet, en skrabende stol, et host… så lad det være en gave. Den husker os på rummet og gir os en ny opmærksomhed.