Rummets Stemme er tre musik-udgivelser bestående af:
EneRum (2017)
To i Rummet (2021)
TRÆ (2025)
Du kan høre musikken på din streamingtjeneste.
Jeg har samlet tekster og refleksioner om processen i hæftet Rummets Stemme, som du kan købe (50,-) ved at skrive til mig her på siden.
Rummets Stemme
Trilogien om Rum/Rummets Stemme er et værk, som jeg først har forstået omfanget af de senere måneder. Projektet strækker sig over 10 år(!), og viser sig at være tre musikalbum og en udforskende selvudviklende lydvandring med et klart formål:
Hvordan formidler jeg det jeg har på hjerte så ægte, nærværende og fredfyldt som muligt?
Hvordan kan jeg gå fra at være en “kopist” til at være “min egen”.
Hvordan kan jeg få selvværd nok til ikke konstant at læne mig ind i andre mennesker eller samfundsstrukturer?
For… efter at have spillet familiens, vennegruppens, partnerskabets, institutionernes og musik- og teaterbranchens uskrevne regler, gav det mig ikke en følelse af glæde og mening. Jeg turde stadig ikke være helt “mig”.
Jeg husker mig selv sige mange gange i mine 30’ere, at jeg savnede at finde mit helt eget, kreative “Space”.
“Rummet” ramte mig og åbnede mig fuldstændig en eftermiddag i 2014, da jeg med en lurende skilsmisse i kortene trådte ind over dørtærskelen til Stavanger domkirke. Jeg kiggede op i hvælvingerne og følte de væltede mod mig med en sær harmoni, der spontant fik tårerne til at trille ned. Hvad skete der lige?? Jeg tror religiøse stemmer gennem historien ville ha kaldt det for en åbenbaring. For mig var det den dag Rummet begyndte at tale til mig. Og den dag jeg for alvor begyndte at lytte til noget, der er større end mig selv. Hvad det så end er.
Noget blev sat i gang. En impuls, der blev til en lytten. En lytten til sjælen, til intuitionen, til helligånden… eller noget i den dur. Og jeg var alene. Ingen velmenende mennesker omkring, der forsøgte at løse mine issues. Bare mig og det der uforklarlige RUM.
Det blev til en række sange af en ganske anden karakter end mine tidligere. Et tekstunivers, der kredsede om kontakt med noget dybere. Noget med hjertet. Og rummet. Og lyden. Og stilheden.
Udgivelsen blev navngivet EneRum. Mange tanker og symbolikker ligger bag det ord. Og det kan jeg fortælle mere om senere. Jeg indspillede det alene, i Esrum klosters abbedsal. Jeg prøvede at finde og styrke min egen stemme ved at klinge med rummet. Lyden, akustikken og resonansen blev vigtige redskaber i forsøget på at turde stå selv med et musikalsk udtryk.
Nogle år gik hvor jeg troubadurede rundt i landet med min nye baby, havde mine kødelige børn hveranden uge og også havde kærester. Jeg var fuld af energi og gå-på-mod, selvom omverdenen skævede lidt til den knuste familie, der lå bag.
Et næste album pressede sig på. To i Rummet. I skrivende stund synes jeg ikke, at jeg tænkte de store tanker dengang, men der må jo have ligget en numerisk tankegang bag.
To i Rummets sange blev skabt under corona og beskrev en længsel. Efter min lang-distance-kæreste, min moders land Norge, efter mere fred i hjertet. Længsel. Indspilningerne var som vanligt one-takes fra min side som producer Martine Madsen tilføjede instrumenter og færdiggjorde i sit studie. Vi var to om den udgivelse.
Jeg forstår nu at To I Rummet var en undersøgelse af polaritet. Noget som jeg i den grad også oplevede på egen krop, idet jeg valgte ikke at blive vaccineret og oplevede en vanvittig udskamning og kamp om sandheden fra begge lejre, som var skrækkelig.
I de følgende år blev jeg mere og mere tung. Energien fra EneRum syntes fjern. Jeg kunne ikke rigtig mærke “det” længere. Jeg brokkede mig til min kæreste over afstand fysisk og mentalt. Forholdet stoppede. Jeg følte mig alene. Jeg søgte ind på teologi i forsøget på at forstå mere om det (kirke)rum jeg var så fascineret af. Jeg følte mig forkert, for kreativ, for sprælsk og ufokuseret. Hvis jeg bare kunne blive lidt mere fokuseret! Fordybet. Så kunne jeg måske blive præst. I et system med en Gud, der med garanti holder en. Hvis jeg nu bare kunne læse lidt mere, hvis nu ungerne kunne klare sig lidt mere alene mens jeg var ude og spille til det daglige brød… hvis nu bare… Indtil jeg crashede. Det var så tungt. Så mørkt. Så håbløst. Jeg hadede mig selv. Mit udseende, mit åndssvage musikervirke, min person, der ikke kunne matche med noget eller noget. Det var bare… Sort.
Midt i alt det sorte kørte jeg rundt i Norges bjerge og droges mod små tjærelugtende stavkirker af træ. Under kirkegulvet havde folk lagt deres døde spædbørn født udenfor ægteskab. Middelalderens okkulte og vilde trosforvirring dansede gennem rummet. På væggene skimtedes sirlige mønstre, natur, træer og blomsterranker fra paradisets have i sarte, falmede farver. Når jeg sang, var der næsten ingen resonans. Træet slugte lyden.
Jeg spillede en koncert for ca 10 mennesker. Det var skumring. Ingen elektricitet. Mørkt og stille spillede vi lyset frem. Publikum skulle lytte ekstra intenst, men pludselig var lyset der. Blomsterne sprang frodigt frem, der var vand og jord og frø til os alle sammen. Intensiteten i den bevidste lytten, gjorde rummet levende, og vi blev på en måde belivet. Jeg fandt tilbage til rummets kraft. Nu med publikum. I træ-rummet. Blev EneRum over to til en tre-enighed. Afsender, modtager og ….Rummet. 3!!! Træ!!!
Den sidste udgivelse formede sig.
