Frøet i det udslukte hjerte

I kernen af kristendommen er der et frø, der er så potent, at det holder alle de stressede, næsten døde sjæle på det teologiske fakultet i live.

Det er en præstation i sig selv.

“Du skal skrive det mere keeeedeligt”. Min lærer holder hænderne rundt om munden, idet han evaluerer min opgave. Han hvisker det. Hvorfor gør han det?

Ved han godt, at der er brug for nye vinde i den teologiske tankegang?

Ved han godt, at alle de knudrede, men påståede præcise,  fakultetssætninger, der er ved at eksplodere i et kæmpe opkast ud over fælleden, blot er et bevist spil for galleriet? Giver det mening i vor tid med det enorme pensum af ord, hvor maksimalt 10 procent efterfølgende huskes, men hvor det store præstationspres til gengæld tilbyder den studerende en svindende tro på Gud og sig selv som okay i verden? Er teologi-studiet den eneste uddannelse på det københavnske fakultet, der hviler på en politisk dagsorden? Og dermed låst på uforståelige og utilnærmelige måder? Har ånden forladt den synkende skude?

jeg dropper at gå til den eksamen. Jeg kan ikke nå at skrive opgaven om samtidig med, at jeg læser til græsk eksamen, passer mine børn og freelancer musik-jobs til min høje husleje.

Jeg taler med mine unge med-studerende. Alle er meget glade for det store antal af ældre studerende, som de mener bidrager til undervisning og samtaler om liv og tro. De fleste er pressede over eksamen. Jeg overvejer hvorfor de er så pressede. De har jo al tiden og SU’en til at studere. Langt de fleste scorer høje karakterer og alligevel er de lig-blege, stopper med at spise og udredes i flæng for at få medicin til at klare presset.

Jeg taler med de ældre studerende. Vi taler om tros-oplevelser. Om ønsket om at beskæftige sig med noget meningsfuldt. Det der er større.

Vi føler os pressede over det nyindførte tidsrul uddannelsen skal gennemføres på.

Vi forsøger desperate at gennemskue de næste 6-10 år og de lægeerklæringer og dispensationer, der skal til for overhovedet at turde tænke på sig selv som færdiguddannet præst. Og det velvidende, at mange ikke føler sig reelt klædt på til præstegerningen.

Vi taler om kroppen, der bliver glemt, passionen og de mirakler det hele bygger på, som åbenbart kun er plausible, fordi de ligger 2000 år tilbage i tiden.

 Troens mirakel, der gør os til ægte kristne af hjertet. Det der gør at vi løfter blikket mod næsten, og ser ham/hende. Med kærlighed og med overskud.

Tid til en samtale.

Efter sigende skulle der findes et bederum på fakultetet, men ingen ved hvor det er. Kærlighedens mirakel er åbenbart udskudt til efter lidelsen. Efter overstået eksamen. Indtil angsten for næste semesters overload alligevel ødelægger ferien.

Jeg tænker på Mikkel, den højtgrinende og buldrende basse, der rundhåndet fortalte om sine gudsoplevelser. Han stoppede efter 2 semester.

Jeg er musiker, der synger mit hjertes sange. Men jeg bliver stærkt berørt af det kristne budskabs essens, og jeg elsker det frø, som teologien har sået. Jeg håber mit hjerte ikke visner omkring det frø, men kan føle sig belivet og vandet undervejs i processen med at studere det, der skal til for at få en titel som præst(inde), der kan lede et guddommeligt, kristent ritual.

Jeg er ikke sikker på, at det vil lykkes.