Kære Amalie,
Jeg er utrolig rørt over dit brev. Du skriver, at du er min fan, og at du har lyttet til min musik, siden du var 12 år gammel. Du skriver, at mine sange har fulgt dig, at de har inspireret dig og sat ord på nogle af dine svære tanker og følelser.
Forleden i Buddinge Kirke kom du hen efter min koncert. Jeg havde godt luret dig under koncerten! Det er ikke mange unge mennesker, der plejer at komme til mine koncerter! Du fortalte, at du selv er blevet musiker. Du gav mig din seneste CD og et smukt håndskrevet brev. “Læs det, når du kommer hjem”, sagde du. Din mor tog billede af os. Du var så ydmyg og fin.
Da jeg hørte din musik, blev jeg endnu mere rørt. Sikke en power du har i din stemme, sikke et melodi-øre, og jeg læser mig til, at du spiller de fleste instrumenter selv og endda har produceret! Det minder mig lidt om Kate Bushs lyse stemme og virtuose klaverspil, men udover det, har du din helt egen autoritet og dybere, mørke klang i stemmen. Dine tekster handler om forvirringen ved at springe ud i livet, -om troen og håbet. Jeg forstår, at du er vokset op med troen, som en stor del af dit liv. Troen er med dig i dine tekster. Såvel som tvivlen. For mig må det være en gave. Jeg har fundet min tro meget sent. Ingen beskæftigede sig med tro eller “de store spørgsmål” i det hverdagsmiljø, jeg er vokset op i. Nu kan jeg endelig se hvor meget power det giver, når man begynder at tænke sig ind i et større hele.
Det at være menneske her på jorden er for mig et led af noget større. Vi har hver især vores helt særlige funktion, som bidrager til et fælles bedste -en forståelse af, at vi alle har et ansvar for at forstå vores eget talent, -det der skal bidrage til, at vi bliver mennesker, der lever i harmoni med hinanden!
Ih hvor det glæder mig, at du har så meget fat i dit talent! At du så ung allerede skaber musik fra hjertet.
Jeg har faktisk været lidt fortumlet over dit brev, må jeg indrømme. Jeg talte med min veninde om det bagefter, og det blev klart for mig, at selvom jeg har spillet tusindvis af koncerter igennem årene, lavet plader osv, så har jeg nok alligevel hele tiden følt, at jeg har stået og banket på en lukket dør. At der ikke var nogen, der rigtig gad at have det musik, jeg lavede. Selvom nogle umiddelbart ville sige, -sikke da noget pjat, så er det stadig den følelse, jeg havde indeni. Med EneRum projektet opbyggede jeg min egen selvtillid, og nu ved jeg, at det jeg laver, er det rigtige for mig. For første gang føler jeg, at jeg gør en forskel, og at jeg har fundet ind til et sted, hvorfra jeg bidrager bedst muligt.
Men nu kommer du og siger så stærkt, at du modtog! Der var sgu en derude -der var en åben dør! Wow. Jeg har hele tiden tænkt, at det var mig, der ikke havde knækket koden. Musikken var ikke god nok. Folk omkring mig, der sagde: Måske skulle du lære at skrive lidt bedre tekster… Måske skulle du ikke skrive på engelsk, måske skulle du ikke arbejde sammen med den og den….osv osv.
Dit brev får mig til at tænke, at jeg hele tiden har været det rigtige sted, nemlig på min vej, på min rejse. Min indre perfektionist ville så gerne frem til endemålet og synes, at det jeg stod i var forkert. Jeg så kun “det forkerte”, og var måske i virkeligheden blind for alle de, der modtog undevejs. Og det er nok bare det der har ændret sig for mig. Min accept af mig selv og det jeg er i lige nu. Nu ved jeg, at jeg hele tiden er det “rigtige sted”.
Jeg har gjort dette brev offentligt, fordi jeg tror det siger et eller andet væsentligt, og det har du sagt ok for.
Vi skal drikke kaffe og snakke videre, men her vil jeg præsentere dine sange og håber så inderligt, at de folk, der måtte følge mig, vil lytte til din musik.
Kæreste Amalie, Tusind tak!
P.S.
Igennem min barndom har jeg set på de store, sorte plastic-sække af fanbreve min far modtog. Det var selvfølgelig umuligt for ham at forholde sig til. Lige nu er jeg så glad for, at jeg ikke er en kæmpekjendis, så jeg kan forholde mig til dig, møde dig og skabe en særlig kontakt. Tak.
P.P.S.
Jeg gætter på, at nogle vil tage afstand fra “Den frelste Amalie” -Jeg tilhører selv den kategori, der har forkastet ting, fordi de virkede for “frelste”. Det er min overbevisning, at vi har så meget brug for dialog om vores værdier, som du også siger i en af dine videoer. Vi har brug for at det er OK at tro! Jeg havde SÅ meget brug for det. Jeg søger stadig min egen tro. Den er ikke defineret noget sted tidligere, men jeg lader mig inspirere. Tak fordi, du tør stå ved din tro!
Tjek Amalie ud!
https://www.youtube.com/watch?v=TFeE1vvsMwk