Vi må rydde op i det indre, før vi kan rydde op i det ydre.
Guderne må vide, at der er brug for oprydning i blandt os. Alting bobler og syder. Som store bylder på jordens overflade træder sygdommen frem. Giver sig udslag i alt muligt. Naturen græder og mennesker flygter på kryds og tværs. Mennesker vil have kontrol. Mennesker vil bestemme over dyreriget og planteriget.
Vi taler og bruger sproget til at pege på uretfærdighed, vi vil høres, vi vil have en stemme, og samtidig tør vi ikke træde ud af flokken. Vi vil have den særlige, men korrekte stemme. Det er komplekst.
Vi udpeger og udskammer andre for selv at få cadeau, men samtidig er vi så skamfulde, angste og fordømmende overfor os selv.
Men nå ja… hænger de to ting ikke sammen? Når vi fordømmer og peger, er det så ikke netop et udtryk for vores eget forpinte indre.
Hvordan lærer vi at elske os selv? Hvordan får vi skabt en overensstemmelse mellem det landskab, vi siger vi gerne vil have, og hvordan det reelt udspiller sig foran os? For manglen på kærlighed til os selv sætter lys og lygter på alle andres fejl. Og så bliver verden fuld af fejl. Det er egentlig ikke det vi ønsker, men vi kan ikke lade være. Vi MÅ lige skabe et øjebliks fred indeni ved at kaste skylden og skammen ud… på andre.
Måske kan vi opbygge systemer for renhed. For oplysthed og ligestilling, men hvis vi stadig går rundt med et buldrende, sydende, selvhadende og konstant konkurrerende indre, er vi lige vidt. Vi måler og vejer os med hinanden, samtidig med at vi tilslutter os samhørighedsgrupper, der skulle bakke hinanden op. Det bliver urent. En dobbelt energi, der skaber forvirring.
Vi må rydde op i vores indre før vi kan udrette noget rent, klart og kærligt.
Musikken lyver aldrig. Du kan godt få en hel musikbranche til at “hype” over noget for en tid, men hvis det ikke har den fornødne klangbund, så dør det ud. Musikken lyver aldrig! Hvor har vi dog forsøgt mange gange på at skabe et hit f.eks. ved at forkorte verset, så omkvædet kom inden for det første minut eller ved at ramme et tempo, de fleste andre sange på radiokanalen var i. Og for hvad? For penge.! Og for at egoet kunne få sin altid eftersøgte anerkendelse. “Jeg er bedre end dig!”.
Men musikken vil ikke være med til det. Magien forsvinder simpelthen, når vi forsøger at regne den ud. Når vi forsøger at fremstå på en -for egoet- ophøjet måde, forsøger at optjene magt og ussel mammon frem for kærlighed.
Er det ikke genialt?! Musikken dør ud, hvis den ikke tjener kærligheden!
Lad os lytte til tonerne, melodierne, pauserne imellem tonerne. Taler de til os? Til kroppen? Til følelserne? Eller tænker vi os frem til, at dette nok skal give en bestemt følelse… For det siger alle de andre.
Lad os starte med at berolige og nænsomt værne om vores egen lyd. Hver især. Lad alt det andet ligge for en stund.
Hvor er musikken indeni “mig”?
Hvordan lyder det, hvis jeg resonerer med mig selv?
Min mundhule er et hulrum, der kan skabe lyd. Hele min krop kan vibrere. Jeg er en forstærker af lyd. Hvis jeg kan skabe de bedste forhold for egen resonans…Mærke hvordan jeg i mig selv skaber musik, så kan jeg skabe de smukkeste lydbilleder sammen med andre.
Så kan det igen blive til “os”
Skabe landskaber ude i verden der emmer af musikalitet. Som er skabt til at mennesker, dyr og planter kan nyde og elske hinanden.
Musikken lyver aldrig!