UDGIVELSER
EneRumTo i Rummet
TRÆ
Sara synger RILKE
EneRum er navnet på et meditativt solo-album, som jeg udgav i 2017.
Samtidig blev EneRum også et koncept, som skulle vise sig at blive en milepæl i min musikalske udvikling.
EneRum formidler et enkelt budskab: Du skal lytte til din indre stemme og derfra virke med det du har på hjerte.Det kan være let at sige, sværere at udføre:)
Derfor udviklede jeg en lytte-metode, som tager udgangspunkt i at lytte til akustikken/resonansen i det ydre rum, fordi det på magisk vis åbner til det indre rum.
Når vi lytter, åbner vi sanserne, og hvis vi gør det inderligt og mere og mere, bli’r det tilsidst muligt også at få kontakt til noget, der på en gang er dybt inde i dig selv og langt, langt større end du ved af.
“Jeg har igennem flere år været optaget af rumklang. Rummets Klang. Det har fået mig til at gå ind i kirker og katedraler for at lytte til smukke klange. Jeg undrer mig over, at lyden synes at have en særlig betydning i disse hellige rum. Jeg får altid lyst til at synge og at lade min stemme fylde rummet. Jeg besluttede mig for at indspille i Esrum Klosters abbed-sal, som har en særligt smuk klang…”
ENERUM -TEKSTER
fald ned engle små
mellem grønne træer
går jeg og kigger ned
ingen mennesker omkring mig mere
små dun bliver til fjer
jeg kigger ned af mig selv
ka ikke sige jeg kender det jeg ser
fald ned, fald ned
-engle små, sig mig hvor jeg skal gå
fodspor standser her,
bladene falder ind på skosnudens slidte skind
træerne ved mere
jeg sætter mig roligt ned
og blir til… et andet sted
fuglene
uendelige univers, der er så tæt hernede
Jeg mister pusten lidt. det mørkner om mit hovede
og tankerne flyver omkring
ind og ud af huden
som fugle der hakker i sig selv
og flyver med raketfart mod ruden
uendelige univers sender du din blå kappe
at svøbe rundt om mig
vi er vist alle lidt trætte
og tankerne der før fløj omkring
sætter sig tæt ved mit øre
skutter sig og strækker sine fjer
og trækker vejret tungt
det ka jeg høre
kære stille hjerte
kære stille hjerte
du ved sorg og smerte
tegner en vej, sætter spor
kære stille hjertemin vildfarne færden spejler
min sang mine ord
vandet står stilleblikket er tomt
men hjerte du banker
til stadighed stolt
kære stille hjerte
gid jeg kan lære det
at synge med dig som stemmer i kor
kære stille hjerte
lær mig at ære det
at finde min fred der hvor jeg bor
hvis jeg nu mærker dig slag for slag
trækker jeg vejret ind i min dag
så gir det noget luft
i lange dybe drag
fra new zealand til københavn
seje lille hjerteder blir ved med at slå
fra palæstina til aabenraa
når luften strømmer
blander vort blod
tænder vi lyset
hvor angsten stod
søvnige øje
søvnige øje flak ikke mere
søg trygt ind i mørket
lad natten bygge bro
lad sjælen gå
sin lise få
lille atom
lille atomjeg sætter dig i vibration
med ånden fra min stemme
send videre til den næste million
lille atom
menneske på jord
i tusindvis omkring dig bor
du er her for at synge
sammen i et sjælekor
store univers
planeter står i durens terts
du er her for at klinge
og rime i det sidste vers
Stilhed
Baseret på Sanne Olsens dagbog.
Sanne døde af brystkræft umiddelbart inden albummet udkom i 2016.
På dødslejet fik Sanne at vide, at hendes tekst ville blive udgivet. Hun smilede.
rummets toner stiger op
finder vejen mod min krop
og vi danser tæt igen
og vi mister pusten
kære stilhed – vennen min
giv mig plads
tag mig hjem
som et favntag – vennen min
sænker sig mørke hold mig
kan du høre græsset gro
falder hjertet mon til ro
rummets toner i min krop
inderst inde stiger op
aftentak
tak kære gud for dagen i dag
tak, for det lyse og mørke
tak for legen og det jeg har lært
tak at du bor i mit hjerte
tak gud min særlige ven
tænk alt vi udretter sammen
kærlighed lad den være tændt
og byde søvnen velkommen
smukt det blir når jeg lytter
og finder din stemme i hjertet
så ved jeg at dagen den gryr påny
og troen og håbet forstærket
til dagen svales
jeg har lyst til at sidde i hans skygge
han ser på mig igennem vinduet
drag mig efter dig til dagen svales
og skyggerne længes
vinteren er omme nu
regntiden svandt
kom lad os løbe
nordenvind og søndenvind
blæs i min have
kom lad os løbe
døtre af jerusalem
gør ikke kærligheden uro
væk den ej før den vil det selv
du holder mit hovede med din venstre hånd
og fast om livet med din højre.
daglige brød
jeg bøjer mit hovede
Taknemmelighed
uendelige himmel
jeg bøjer mit hovede for fædrene arv
og mægtige moder jord
gi mig i dag det daglige brød
at jeg kan være mit hjertes stemme
To i Rummet er en opfølger til albummet EneRum,
Efter at have beskæftiget mig med at finde min egen stemme på EneRum fra 2017 undersøger
jeg tosomheden og samarbejder med fornyet kraft.
Jeg har lavet en plade, som kommer ud af en længsel efter at udveksle med andre kunstnere. I de seneste år har jeg haft en gryende interesse for digterkunsten og har haft nogle skønne coronavenlige møder med digtere gennem tid og rum.
Digte fra nær og fjern, fortid og nutid, allesammen møder igennem luften med andre digteres tanker og længsler, som jeg har sat ny musik til. Jeg dykkede ned i alle de inspirerende digtsamlinger jeg kunne finde og gav de ord, der greb mig nyt liv. Ordet og musikken i kærlig dans.
Det er nok ikke helt tilfældigt at 4 af teksterne stammer fra norske digtere. Min mor er norsk, og jeg mærker en interesse efter det norske i mig; fjeldene, naturen, ro og plads.Jeg har oversat til dansk, så vi kan få naturbeskrivelserne lidt længere ind i sjælen hernede i vores flade land.
Der ligger et ønske om samtale i musikken. En samtale om begreber som tro, tvivl og drøm. Og ærlighed. Kan musikken lære os noget, som vi er ved at glemme? Noget om det der ligger bag ved? Stilheden måske. Det at lytte…-vor tids fornemste opgave.
I studiet har jeg samarbejdet med
producer og guitarist Martine Madsen. Vi kender hinanden fra samarbejdet i Den Gamle Sangskat, og det har været en gave at uddybe i denne retning. Vi har været To i Rummet; Jeg har indspillet guitar og vokal og Martine siddet ved tasterne. Ofte er Martine arbejdet videre uden mig, med musikken jeg efterlod, hun har tilføjet flere instrumenter, lagt kor og mixet. En evig udveksling mellem det man har på hjerte og det der kommer en i møde.
Cellist Kirstine Elise Pedersen har spillet smuk cello på Lykke og I mit hjerte er en brønd. Tak for det!Vi har fået trommespil m.m. foruden stor hjælp og sparring af Mads Andersen. Tak!
Albummet handler i sin essens om samhørighed på tværs af tid og rum. At det er muligt at finde hinanden; at finde kærligheden i det der svæver, selvom det er svært, når vi som menneskehed er så fokuserede på fast ejendom.
Denne her er til dig Thue.
Credits:
JEG TROR
Tekst: Inger Hagerup Musik: Sara Grabow '
INDENI
Tekst & Musik: Sara GrabowInspireret af Rainer Maria Rilkes digtning
DET ER DEN DRØM
Tekst: Olav H. Hauge Musik: Sara Grabow
TO I NATTEN
Tekst: Babāk VakiliMusik: Sara Grabow
TÆNK AT LIVET KOSTER LIVET
Tekst: Jørgen Gustava BrandtMusik: Sara Grabow
I MIT HJERTE ER EN BRØND
Tekst & Musik: Sara Grabow
BLOMSTERKRANSEBRUD
Tekst & Musik: Sara Grabow
DRØMTE MIG EN DRØM I NAT
Bearbejdet folkeviseTekst: Erik BertelsenMusik: Povl Hamburger
LYKKE
Tekst: Inger HagerupMusik: Sara Grabow
SOMMERNATTEN
(Vi skal ikkje sova burt sumarnatta)
Tekst: Åslaug Låstad LyreMusik: Geir Tveitt Credits:Musik komponeret af Sara GrabowMusik til “Vi skal ikkje sova burt sumernatta” af Geir Tveitt
“Drømte mig en drøm i nat” er en folkemelodi bearbejdet af Povl Hamburger og Erik Bertelsen i 1945.Tekster af Sara Grabow, Inger Hagerup, Olav H. Hauge, Jørgen Gustava Brandt, Åshild Låstad Lygre og Babāk VakiliTekst til Indeni er inspireret af Rainer Maria Rilkes digtningProduceret, mixet og indspillet af Martine MadsenMastering Brian Mørk HansenSara Grabow: vokal, guitar, guitarlele og klaverMartine Madsen: vokaler, guitarer, harpsichord, lapsteel, orgel, bas og celloarrangementerMads Andersen: trommer, synth, autoharpeSonja Madsen: trommerKirstine Elise Pedersen: celloCoverArt: Jade MarFoto: Kasia Køhler LarsenTeksterne:
TEKSTERNE
Jeg tror
(Hagerup/Grabow)
Jeg tror på mange ting
På blod på ild
Jeg tror på stier
Hvor man kan gå vild
Jeg tror på drømme
Man hører til
I blinde går jeg
Led mig ikke hjem
Lad natten føre
Mig bestandig frem
Et sted i mørket står en dør på klem
Et sted på grænsen mellem ånd og krop
Et sted hvor selve tiden siger stop
Der skulle vel mit hjerte flamme op
Hør ikke på mig
Alle mine ord
Er farlige profeter
Falske spor
Jeg er en ganske end du tror
En sang der er blevet omdrejningspunkt for albummet. Teksten af den hjertegribende norske digter Inger Hagerup talte så stærkt til mig, at jeg blev ved med at kredse om ordene indtil sangen endeligt blev til, hvilket faktisk tog lidt tid. Normalt skriver jeg grundideen til en sang meget hurtigt, og er ikke bleg for at opgive sange. Men denne her… “Jeg tror på stier hvor man kan gå vild… lad natten føre mig bestandig frem…. Jeg er en ganske anden end du tror…” Jeg blev bare nødt til at ha de ord med! At tro på plads til mørket og livets uforudsigelighed, synes mig noget af det klogeste jeg længe har læst.
Indeni
(Grabow)
Tag mit syn
Jeg ser dig lige så klart
Gør mig døv
Jeg hører hvert et svar
Lænk mig fast
Jeg finder vej til dig
Uden ord
Dit navn vil forme sig
For øjnene kan kun se
Luk dem i slip hjertet fri
Og mærk alt detdu er indeni
Tag min favn
Jeg holder rundt om dig
Med liv og sjæl
I hver en havn
Stop min puls
Og jeg vil stadig slå
Og hvis du brænder tankens tråd
Så vil jeg tænde ild for dig i mit blod
Inspireret af Rilkes digtning:OM at tro på kærligheden. At den altid finder vej. At mærke sig vej. At finde nye veje. Hvordan det at blive afskåret fra en sans intensiverer oplevelsen et andet sted.
Den Drøm
(Hauge/Grabow)
Det er den drøm vi bærer på
At noget vidunderligt skal ske
At det må ske
At tiden vil åbne sig
At hjertet vil åbne sig
At døre vil åbne sig
At bjerget vil åbne sig
At kilder skal springe at drømmen vil åbne sig
At min morgenstund
Vil glide ind i en bugt som jeg ik´ vidste om
Håbet, drømmen, at det må være åbent. Følelsen -landskabet -kontakten -nysgerrigheden -blødheden.
To i Natten
(Vakili/Grabow)
I nat regner det dråber af diamanter
Fra dine øjnened på mit papir
Forstår du, hvad jeg siger?
I natplanter dine læber gnister
På min mundned på mit papir
Forstår du, hvad det er, jeg siger?
Sku jeg leve livet om tusind gange
Sku’ vi to sku’ vi to være én
Tusind gange
I nat planter vi minder
I hver en stjerne til alle nattens børn
Men indtil alle nattens børn
Smiler tilbage bliv med mig her
Sangen blev til på et seminar for nye højskolesange, som jeg blev inviteret til tilbage i 2018. Babāk og andre forfattere havde lagt mange tekster ud på bordet, som vi sangskrivere kunne vælge fra. Det blev denne, lille, poetiske tekst, der vækkede min interesse…
Tænk at livet koster livet
(Gustava Brandt/Grabow)
Tænk at livet koster livet
Det er altid samme pris
Tanken spreder øjets dis
Rigt og bredt går livet ned
I evighed
Kom med glæde og vær tilstede
Stjernestunder livets under
Luft og smag og syn er nyt
Havets rum er højt og lydt
Mærk, alt liv går udad – Giv!
For tro er liv
Blodet bruser og løvet suser
Godt at livet koster livet
Godt at synge dagens pris
I et nu er paradis.
Tørstende når roden ned
I evighed
Det er glæde, alt tilstede
Det var Anna Libak, der i et indlæg i weekendavisen diskuterede hvorvidt hvert et dødsfald i corona pandemien er en tragedie, som nævnte denne tekst. Jeg skrev melodien lynhurtigt -så betaget af teksten, som jeg ikke kendte fra før. Sidenhen fandt jeg ud af, at teksten havde hele to melodier i højskolesangbogen. Jeg har rykket lidt rundt på rækkefølgen af linjer og bruger kun 3 vers.
I mit hjerte er en brønd
(Grabow)
I mit hjerte er en brønd
Der rækker mod dybe sale
Hvor lysene slukker
Og ånden med fugtige klipper daler
I det dybeste fald henter jeg vand
Rebet slider huden tynd
Jeg hører fra dybet en stemme
Jeg kender den svagt
Fra tider så fjerne de ligger langt bag mig
I det dybeste fald henter jeg vand
Ind i mørket danser du
Jeg mærker de nedskudte vingeslag
Mens jeg stiger op
Jeg rejser med lyden den bølgende sandhed
I det dybeste fald henter jeg vand
I det dybeste fald henter jeg vand
Jeg har skrevet sangen til en lydvandring jeg skulle lave på Glyptoteket i København. Lydvandringen sluttede ved at jeg og publikum “steg ned” i mumiegraven, som er et rum med mumiekister i den ægyptiske samling. Klangen er fantastisk både i trappeop(ned)gangen og i selve kammeret. På youtube kan du se en video, hvor jeg synger sangen mens jeg går turen!
BlomsterkranseBrud
(Grabow)
Mit liv er en række brudte sange
Jeg siger farvel til mine børn
Jeg er alene lukker døren
Glimt af gyldent hår jeg ønskede at fange
Måske kan jeg lære at være alene
Jeg kan vel lære at finde fred
Nyde ik at sku afsted
Tasker og madpakker med
Som regel for sene
Hun rækker blomsterkransen ud
Søde mor den er til dig
den sidste blomsterkransebrud
Taber blomsterne på vej’n
Hun er aldrig rigtig her
hun er heller aldrig rigtig hjemme
Skyld og skam boret fast i min stemme
Jeg tror på at alting har sin mening
Jeg tror på kraften ud og hjem
Tror på mestringen af zen
Tankerne tunge i stolen
Jeg´en forstening.
Hun rækker blomsterkransen ud
Søde mor den er til dig
Den sidste blomsterkransebrud
Taber blomsterne på vej’n
Jeg er aldrig rigtig her
Jeg er heller aldrig hjemme
Skyld og skam er boret fast i min stemme
Mit liv er en række brudte sange
Men måske kan jeg igen kalde pauserne en ven
Og elske dem tomme og grå
Uden at bli’ bange
Sangen der havnede i højskolesangbogen til min store forbavselse. Sangen blev skrevet til et højskolesangbogsseminar i 2018 og udvalget efterspurgte specifikt tekster om skilsmisse. Ordene falder på et tørt sted, hvor mange sidder med tunge, uudtalte følelser. Om sangen er særlig fællessangsegnet vil vise sig…
Drømte mig en drøm i nat
(folkevise)
Drømte mig en drøm i nat
Om silke og ærlig pæl
Bar en dragt så let og glat
I solfaldets strålevæld
Nu vågner den klare morgen
Til de unges flok jeg gik
Jeg droges mod sang og dans
Trøstig mødte jeg hans blik
Og lagde min hånd hans
Nu vågner den klare morgen
Alle andre på os såde smilede og de lo
Snart gik dansen helt i stå
Der dansede kun os to
Nu vågner den klare morgen
Drømte mig en drøm i nat
Om silke og ærlig pæl
Fjernt han hilste med sin hat
Og grå gik min drøm på hæld
Sangen bygger på en runeskrift skrevet på skånske lov fra 1300 tallet. Sangen er bearbejdet og udbygget i 1945. Jeg kan godt lide tanken om, at vi hele tiden fortolker og står på skuldrene af det gamle, men at essensen hænger ved: Til alle tider har mennesket drømt…
Lykke
(Hagerup/Grabow)
Hvad lykke er
Gå på en græsklædt markvej
I tynde, tynde sommerklær
Klø på sine friske mygstik
Med doven eftertænksomhed
At være ung og meget rig
På uoplevet kærlighed
At få et florlet spindelvæv som kærtegn
Over mund og kind
Og tænke lidt på vejr og vind
Kan hænde at jeg venter på et brev
Spørger margueritterne til råds
Måske ja måske nej
Han elsker elsker ikke mig
Men endnu ikke kende dig
Vi skal ikke sove i sommernatten
(Lyre/Tveitt)
Vi skal ikke sove i sommernatten
Den er for lys til det
Da skal vi vandre sammen ude
Under de løvtunge træer
Så skal vi vandre sammen ude
Hvor blomster i græsset står
Vi skal ikke sove i sommernatten
Der kruser med dug vort hår
Vi skal ikke sove fra høstakkens dufte
Og græshoppespillet i eng
Men vandre under den blege blå himmel
Til fuglene løfter vingen
Og mærke at vi er i slægt med jorden
Med vinden og hvide skyer
At vide at vi skal være sammen
Lige til morgengry
En af de norske sange, der tidligt krøb under huden på mig. Igen med lignelser tilbage til dyb folketradition, men melodien er skrevet i moderne tid (1967) af Geir Tveit. Teksten er skrevet af digteren Åslaug Låstad Lyre, da hun var indlagt med Tuberkulose ca 1950. Sansningerne nærmest driver ned ad digtet. Du skal leve mens du kan!
Sundby, Amager, 2022.
fra dagbogen:
Norge.
Jeg rejser gennem mørke bjerge og
dale. I mit andet hjemland farves alt det smukke af den sorg,
jeg har bragt med mig.
Jeg navigerer bilen gennem ukendt land uden radio, musik eller podcast.
Stilheden favner mit knuste hjerte og allede ituslåede drømme.
Jeg tygger mig igennem mit vidtrækkende følelsesregister,
som landskabet spejler den utæmmede lyd, og jeg ved,
at jeg bliver nødt til at mærke det denne gang, og se det hele i øjnene.
Jeg skal helt ned i det allermørkeste kælderrum.
Lære den dybeste undertone at kende.
Jeg træder ind i en lille tjæreklædt stavkirke.
Jeg misser med øjnene, det er så mørkt.
Samtidigt er der en følelse af noget hjemligt.
På bunden af alting ligger materialet.
Det, der får mig til at forbinde punkterne.
Forbindelsen mellem det himmelske og jordiske.
Under kirkegulvet har folk lagt deres døde spædbørn
født udenfor ægteskab.
Middelalderens okkulte og vilde trosforvirring
danser gennem rummet.
På væggene skimtes sirlige mønstre, natur, træer og blomsterranker
fra paradisets have i sarte, falmede farver.
Når jeg synger, er der næsten ingen resonans.
Træet sluger lyden.Jeg spiller en koncert for cirka 10 mennesker.
Det er skumring. Ingen elektricitet. Mørkt og stille spiller vi lyset til live.
Publikum lytter ekstra intenst, men pludselig sker der noget.
Blomsterne springer frodigt frem, der er vand og jord og frø til os allesammen.
Intensiteten i den bevidste lytten gør rummet levende,
og vi bliver på en måde belivet.Jeg finder tilbage til rummets kraft.
Nu med publikum. I træ-rummet, som ikke giver ved dørene.
Træ-rummet som ikke tilbyder nogen himmelsk klang,
men byder på en varm murren og en lugt.
Der ligger en underlig og mystisk forbindelse mellem træet og tallet tre.
Som træet rejser trekanten sig fra jorden mod det himmelske, og vort danske sprog vil det således at træ og tallet tre har samme ordlyd.
Mit tredje album i undersøgelsen om rum skal selvfølgelig
udforske træ-rum og tre-enigheder på kryds og tværs.
FraEneRum over To i Rummet til Træ. Afsender,modtager og ... Rummet.
Lyden af tallet tre og Træ!!
Den sidste udgivelse former sig.
På albummet arbejder jeg med tre hold i tre
forskellige pyramideformede trærum:
Salen på Søbygaard, Ærø:Sara Grabow (vokal, guitar), Flemming Hinnerskov(teknik), Skye Løfvander (teknik).
Sundby Kirke:Sara Grabow (vokal, guitar), Steffen Nordenstam(guitar, teknik), Andreas Käehne (guitar, teknik).
Boesdal Kalkbrud, Pyramiden:Sara Grabow (vokal), Uffe Jonas (vokal),Vera Rahbek (vokal).
Jeg vender tre(enig)heden vertikalt og horisontaltfor at forstå noget om rummets ydre dynamik i samspil med den relationelle indre dynamik.
Vi holder rum for hinanden og os selv på en og samme gang.
TRÆ -tekster
Smukke, krukke , sukke
smukke jeg ved du står og kigger på mig lige nu
smukke jeg ved du tænker på at gå jeg ved det du
og jeg sidder som sædvanlig i en drøm
om dig i tusind stråler billedskøn
krukken med blomsterne der styrter mod min fod
krukken, den går i tusind stykker spredes ud
og jeg vender mig og ser din strålepragt
om dig -det smukkeste i verden der er skabt
sukken jeg hører det bag væggen et sted
sukken det sidste det er sagt, du tager afsted
og jeg svæver ud på dine sidste ord
smukke, krukke, sukke dig
som perler på en snor
smukke krukke sukken
Jeg ville give dig mit løfte
Jeg ville give dig mit løfte
jeg ville give dig mit løfte
i den inderste kirke og kirken længst væk
forme mit ja i en kirke af vandklar lyd
sige det igen
jeg ville give dig mit løfte
i en kirke af luft og fornemmelser
overalt ville det blive forstået
overalt betyde det samme
på alle døde og levende sprog
sproget vi drømmer drømmene på
jeg ville give dig mit løfte
i den inderste kirke og kirken længst væk
forme mit ja
er et digt skrevet afCaroline Albertine Minor fra digtsamlingen Nivå Bugt Strandenge (2024)Bearbejdet af Sara Grabow
Knuste Hjerte
knuste hjerte hør min bøn
vær åbent igen -igenlad dem se at det gjorde ondt
knuste hjerte mind mig om
at jeg bliver vis hver eneste gang
fortæl mig det
når jeg vil lukke dig igen
mine fødder fast på jord
og min sjæl i himlens blå
midt i alt det knuste hjerte
bløder du og kigger på
aftensol i rødmens skær
det er smukt som aldrig før
som aldrig før
knuste hjerte mind mig om
at vi skal gøre det igen
knuste hjerte mind mig om
at vi tør elske igen, igen, igen
Stille, intet gøre
nu tænker jeg på alle tankerne
der flyver rundt om mig og griber ind i mig
for altid er det for altid spørger jeg dig
så tænker jeg på alle tårerne
der flyder rundt i mig og flyder over mig
for altid er det for altid spørger jeg dig
stille intet gøre forår kommer af sig selv
stille intet gøre forår kommer af sig selv
det kommer helt af sig selv
nu tænker jeg på alle tankerne
der flyver rundt om mig og griber ind i mig
for altid er det for altid spørger jeg dig
så tænker jeg på alle tårerne
der flyder rundt i mig og flyder over mig
for altid er det for altid spørger jeg dig
at sidde stille, intet gøre, forår kommer af sig selv
ligeså stille, intet gøre, forår kommer helt af sig selv
det kommer helt af sig selv
se de tanker der vandrer
se de tanker som skyerne der vandrer
Størst af alt
i persien danser en kvinde sin dans
de syv slørs dans
han fører glasset mod munden og ler
vis mig mere
størst af alt er kærligheden
størst af alt er kærligheden
hun slæber kjolen fødderne går
soldaten står
han stirrer stift bag bålet er sol aftensol
størst af alt er kærligheden
størst af alt er kærligheden
han lægger mobilen møder mit blik
mit tavse blik
jeg vender ryggen til han grubler lidt mere
jeg fik ham der
størst af alt er kærligheden
størst af alt er kærligheden
i andre dimensioner findes vi
i lyserøde toner findes vi
i ubetinget kærlighed
i andre dimensioner
Sara Grabow synger RILKE
“Det ligger mig på sinde ikke at forstå Rilkes digte lineært. Tværtimod mener jeg, at musikken hjælper til med at skabe en vertikal og dermed mere rummelig sansning af ordene. Det er ikke pop-numre med en genkendelig opbygning og en fremadskridende fortælling. Det er stemningsbilleder!”
Albummet er indspillet på den gamle afmagnetiseringsstation “Magneten” yderst på Refshaleøen i København. Den medtagne træ-bygning ligger med vandet på begge sider og optagelserne emmer af bølgeskvulp, luft, bådemiljø og det knirkende trærum. Musiker og tekniker Mads Wæhrens stillede et mobil studie op og medskabte stemningen til de indspillede one-takes. “What you hear is what you get -der er ikke “fixet” eller lagt yderligere tracks på, ” forsikrer han.Velkommen til en blidhed, en bagudskuen til Romantikken, en fremadrettet lydhørhed med hjertet i front -et håb om større forståelse og kontakt imellem mennesker. Igennem tid og rum; Rilkes ord iklædt Grabows musikalske dragt.“Igennem alle væsner går ét rum -den indre verdens…”-Rilke
Rilke tekster
Stille ven af alt det fjerne
Stille ven af alt det fjerne
mærk rummet øges, når du trækker vejret.
Ring i klokkestolens bjælkeværk selv som klokke.
Det der bittert tæred på dig har du styrket.
Hver har sin mulige og reddende forvandling.
Hvad er vel din smerteligste handling?
Vil du nødigt drikke, så bliv vin
Vær i nat den trolddom, som forbinder
sanserne til korsvej,føl bevidst deres mødes mening,
nu og her.
Glemte dig det jordiske til sidst,
sig da til den stille Jord: Jeg rinder
Hvisk da til det raske vand: Jeg er.
(sonetterne til Orfeus II)
Atter og atter
Atter og atter,
selv om vi kender landskabet: Kærlighed,
og den lille kirkegård med dens klagende navne
og den frygteligt tiende slugt,
hvori de andre ender:
atter og atter går vi derud,
to og to,
under de gamle træer,
lejrer os atter og atter
midt mellem blomsterne,
stille over for himlen
Årene går
Årene går ... dog er det som i et tog:
Vi går og årene forblir derude
som landskab bag ved denne rejses rude,
...
Som alt sket ordner sig til rum:
...
sommerfugle flyver og der er blomster til og intet lyver
Når lykke falder
Og vi som er vant til at tænke På stigende lykke,
må føleEn grebethed, som gør næsten Bestyrtet,
når lykke falder
(den tiende elegi)
Drag ånde, usynlige digt
Drag ånde, usynlige digt,
i den friudveksling mellem det som er dig
og det rene verdensrum ...
Eneste bølge hvis sagte stigende hav jeg er;
sparsomste du af alle have,
der rakte mod rum som blir stadigt mer.
Hvor mange af disse rums steder var længst at finde inde i mig.
Mange vinde er som min søn
Erkender du mig, du luft, som med mine steder har svævet?
Du, som om mine ord for længst har vævet
Blade og bark og en runding så grøn.
(sonetterne til Orfeus II)
Se Guden kan (Du yngling)
...du, yngling, at du sang. Det slettes ud.
Den sande syngen er et åndedrag, som intet vil.
(Sonetterne til Orfeus II)
Omtrent alt vinker føl os
.Igennem alle væsner går ét rum:den indre verdens.
Fuglen flyver stum
igennem os. Jeg, som vil gro, ser ud
og i mig skyder træet friske skud.
Jeg ængstes og i mig står huset stillet.
Jeg vogter mig: i mig går vagten ind.
Elskede, som jeg blev: det skabtes billed
har hvilet og grædt ud ved dette sind.
Omtrent alt vinker: føl os; vinden ihver drejning